Palæo – mit stenalderkost fix

palæo

Der er mange meninger om stenalderkost – nogle positive, nogle negative. Jeg har været en fan, siden Palæo åbnede Nordens første stenalderrestaurant i Torvehallerne i 2012. På deres hjemmeside beskriver de følgende:

Palæo gør op med idéen om at take-away og fast food skal være usundt. Vores produkt er stenaldermad – mad der tager udgangspunkt i teorien om, at vores fordøjelsessystem ikke har ændret sig i takt med industrialiseringen af vores madproduktion.

Det betyder fravalget af hurtige, forarbejdede kulhydrater i form af fx. korn. Det betyder fravalget af sukker og unødig forarbejdning. Og så betyder det tilvalget af de gode, friske råvarer i form af vores madkunsts byggeklodser: kød, æg, grøntsager, frugt og nødder.

Det kalder vi Primal Gastronomi.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg vil aldrig kunne leve 100% på stenalderkost, men jeg nyder at få det i ny og næ. Så jeg besøger regelmæssigt Palæo restauranterne i henholdsvis Torvehallerne og i Pilestræde samt deres seneste restaurant i Frederiksberg Centret. Men de har også restauranter i Hørsholm og Hellerup. Jeg har prøvet en del af deres lækre retter bl.a. Bolo – grøntsagsspaghetti med krydret kødsovs toppet med hjemmelavet persillepesto, Bearnaise Meatza – hakkebøf med tomatsovs, karamelliserede skalotteløg & spinat, på bund af sød kartoffelmos, toppet med Palæo bearnaise & saltede mandler samt Palæodog – røget pølse af frilandsgris med svampe, agurk, karamelliserede skalotteløg & Karl-Johan remoulade svøbt i omelet af økologiske æg. Af juicer, smoothies og shakes har jeg bl.a. smagt Chilien – æbler, jordbær, citron & chili, Rødbeden – rødbede, æble, avocado & citron samt deres Tropisk vanilje shake på økologisk sødmælk, banan og Progenex proteinpulver.

I dag besøgte jeg deres restaurant i Pilestræde, da jeg var forbi Sneaker Banquet AW15 – Skandinaviens største sneakersevent – i gaden ved siden af. Jeg havde tænkt på at blogge om eventet, men ærlig talt var det lidt skuffende – måske mine forventninger var for høje. Men det holdte mig dog ikke tilbage for at købe et par nye sneakers, som du sikkert får at se på et senere tidspunkt – men tilbage til Palæo. Jeg valgte i dag to af mine favoritter – Hønewrap med frisk chili (59 kr. + 4 kr.) & en stor Agurken med ingefær (50 kr. + 4 kr.). Hønewrapen består af sous vide kyllingebryst med hjemmerørt avocadocreme, spidskål, saltede mandler & hjemmelavet persillepesto, og Agurken er agurk, spinat og æble. Og som altid var det super lækkert – maden har endnu ikke skuffet mig. Og derfor vil jeg blive ved med at vende tilbage, når jeg har brug for mit stenalderkost fix.
Palæo

Med mig på gaden i dag var mine nye sneakers, som jeg købte i Barcelona – mine Nike SB Trainerendor – Black/White. Jeg er SUPER glad for dette par, og de sidder helt perfekt på foden og er gode at gå i. Så dem vil jeg få stor glæde af.
Nike