RIST kaffebar – en personlig favorit

RIST kaffebar

I dag besøgte jeg et af mine favoritsteder på Vesterbro – RIST kaffebar – den lille bitte kaffebar, som ligger på Værnedamsvej. RIST kaffebar har i længere tid været en af mine favoritter, og jeg er helt sikkert ikke den eneste, som har det sådan. Stedet har en rustik feeling med en rå murstensvæg, små træborde og en disk beklædt med forskellig farvede træbrædder – et gennemført look.

Nu er RIST jo en kaffebar, og de serverer en god kop kaffe – og den er ikke dyr. En dobbelt cafe latte eller cappuccino koster 36 kr. Udover deres kaffe så er jeg også en stor tilhænger af deres avokadomad (42 kr.) med et glas hjemmelavet lemonade med citron og mynte (35 kr.). Hvis du er mere til en kartoffelmad, så kan du også få det til 32 kr. Men du kan også blot snuppe en croissant eller en bolle med smør/ost eller har du lyst til lidt mere – en morgenmadstallerken med brød, blødkogt æg, ost, pølse, yoghurt med müsli og bær, en alm. croissant + friskpresset juice til 98 kr.

Follow my blog with Bloglovin

Servicen er venlig og afslappet, og man fornemmer at personalet går op i deres arbejde og kaffen. Lidt jazz eller andet cool musik spiller altid i baggrunden og er med til at give stedet den afslappet og cool feeling. Jeg er en fan og vil blive ved med at komme på RIST kaffebar fremover – hvis jeg kan få en plads.
RIST kaffebar

Hvis du har fulgt min blog, så er det vidst ved at være tydeligt at jeg har et par favorit sneakers – nemlig mine University Red Nike Jordan Eclipse med et snært af sort, som jeg købte i Paris. De er bare et perfekt fit, og så er jeg tosset med den røde farve.
Nike

Mallorca gracias – du var lige, hvad jeg havde brug for

Mallorca Palmanova

Netop hjemvendt fra familieferie på Mallorca nærmere bestemt Hotel Ponent Mar i Palmanova, så kan jeg med sikkerhed sige – te quiero, Mallorca.

For nogle år tilbage var jeg en uge i Alcudia, og der var skønt – men Palmanova (IKKE Magaluf som ligger klods op af Palmanova) var bare det skønnere og mere mig. Vi boede på et super skønt 4 stjernet hotel Ponent Mar med en fantastisk udsigt, da hotellet ligger lige ud til vandet på toppen af en bakke/klippe som er med til at give en fantastisk udsigt over bugten. Personalet og servicen var helt i top. Vi boede i nogle af de lidt ældre værelser, som var lidt slidte – men der manglede intet. Og når jeg/vi alligevel brugte det meste af tiden udenfor i de 30+ grader, så var værelserne helt fine til vores behov.

Follow my blog with Bloglovin

Ponent Mar
ponent-mar

Ponent Mar har et fint poolområde, hvorfra du kan nyde den fantastiske udsigt udover havet og bugten. Og skulle du have lyst til stranden istedet, så ligger den 5 minutter væk – du skal blot gå ned af en bakke og så ligger der en fin lille strand, hvor du kan nyde det smukke blå hav.
Ponent Mar

Det som bl.a. er fedt ved at bo i Palmanova er, at det ligger så tæt på Palma – der er ca. 15 km derind. Og du kan tage bussen – når den kører/kommer – for 3,15 euro. Og gider du ikke vente på bussen så koster en taxatur kun ca. 20 euro. Palma er helt sikkert et besøg værd. Der er masser at se, gode shoppingmuligheder – og har du bare lyst til at nyde en cafe con leche eller en cervezas, så er der masser af steder, hvor du kan gøre det. Der er noget Barcelona-agtigt over Palma – måske er det derfor jeg nyder at være i Palma. For jeg ELSKER jo Barcelona.

My Tapas
I Palmanova er der mad for alle, hvad end du er til – der blev taget lækre pizzaer og skøn sushi med hjem til værelserne et par aftener. Og jeg fik noget af det bedste mexicanske mad, jeg længe har fået samt en perfekt stegt bøf. Og på min brors fødselsdag fik vi lækker thai mad. Men jeg kan ikke være i Spanien uden at skulle have tapas – jeg ELSKER tapas, og vi fandt en lille restaurant My Tapas nede ved strandpromenaden. Restauranten ser ikke ud af meget, men maden var fuldstændig fantastisk – og billig. Og vores tjener – en tysker som ejer stedet og kun arbejder der i sommerperioden – var super sjov og cool og gjorde oplevelsen det bedre.
My Tapas

Nu kan jeg jo ikke rejse uden mine sneakers, så jeg havde taget mine University Red Nike Jordan Eclipse med et snært af sort – men der blev dog ikke gået meget i dem. I 30+ grader så står den altså på klip-klappere det meste af tiden. Men med det skulle de.
Nike

My NEIGHBOURHOOD? I’m not sure…

Neighbourhood

Jeg har længe villet prøve pizzastedet NEIGHBOURHOOD i Istedgade, da jeg har læst gode ting om stedet og set deres lækre pizzaer – så mine forventninger var høje. Mine forventninger kombineret med prisen på en pizza (135 kr.), så forventede jeg noget ud over det sædvanlige. Ingredienser som Røde Kristian ost, koriander, rosmarin og timian stegt græskar, friske figner og stærk pølse fraHolbæk Slagtergård tegnede også godt, men jeg må erkende, at min PUMPKIN SAUSAGE pizza ikke levede op til mine forventninger og hypen.

Min veninde, som fik en CORIANDER CHICKEN pizza – og jeg havde forventet mere smag i pizzaen. Don’t get me wrong – pizzaen var udemærket, men til den pris og med de ingredienser vil jeg have mere end udemærket. Jeg har fået bedre pizzaer på Gorm’s og Mother. Deres NEIGHBOURHOOD BREW (55 kr.) derimod var en virkelig god pilsner – og god til pizza.

Follow my blog with Bloglovin

Indretningen var super cool og levede 100% op til mine forventinger. En rå/rustik indretning med afpudset grå vægge og træborde/-stole. Udover store hvide bloklys på bordene var der også 3 slags olier – hvidløg, chili og ekstra chili samt en træboks med bestik, servietter og pizzaskærer. Virkelig cool og indbydende indretning.

Hvis jeg skulle kigge forbi NEIGHBOURHOOD en anden gang, vil det ikke være for deres pizzaer men for at hænge ud i deres bar og drikke en kold NEIGHBOURHOOD BREW eller prøve en af deres cocktails.
NEIGHBOURHOOD

Med mig på NEIGHBOURHOOD denne aften – udover min veninde Sofie – var mine Nike Air Max Thea “multi-color print” sneakers. Helt klart et af mine favoritpar, som min bror og hans kæreste tog med hjem fra New York sidste år.
Nike

Grüezi sneakers!

Titolo

Jeg har en veninde, som bor i Schweiz og har gjort det i mange år. Derfor har jeg været så heldig at besøge hende mange gange bl.a. i Bern og også i Zürich, hvor hun bor nu med sin familie.

Ved et af mine tidligere besøg i Zürich opdagede jeg den fantastiske sneakers shop – Titolo. Så da jeg ind over Kr. Himmelfartsweekenden besøgte min veninde, så måtte jeg da lige et smut forbi denne drøm af en sneakers shop – et must for en sneakers lover som mig.

Follow my blog with Bloglovin

Titolo
Sneakers i alle mærker pryder butikkens vægge, og man fristes hvor end man kigger hen. Til min store ærgrelse fandt jeg denne gang ikke et par sneakers, som jeg bare ikke kunne leve uden – for de skal jo også passe ind i samlingen. Men du kan være sikker på, at næste gang jeg er i Zürich, så skal jeg forbi Titolo igen og lade mig friste. Og er du en sneakers lover som mig, så gør dig selv den tjeneste at gøre det samme – hvis du skulle komme forbi Zürich.
Titolo

Med mig i Zürich var mit seneste indkøb – mine University Red Nike Jordan Eclipse med et snært af sort – købt i Paris i april. Et fantastisk par sneakers og nok det bedste fit jeg nogensinde har haft.
Nike

KAFFE i Istedgade

KAFFE

I Istedgade ligger den lille, bitte – men super hyggelige – kaffebiks KAFFE, som serverer en billig kop kaffe (27 kr. for en cappuccino) – og så smager den sgu også godt.

Den specielle indretning kan kort beskrives med ordet TRÆ. Over det hele er der brugt træ – specialdesignet træhylder, træborde og træstole. Og på kaffebaren og væggene er der opsat trælister/-stykker – som er med til at fuldende det unikke look. På væggene hænger der også forskellig kunst – gerne udstillet af KAFFEs stamgæster.

Follow my blog with Bloglovin

At det ikke er en helt almindelig kaffebar bliver endnu mere tydelig ved deres Tegneaften Workshop og Perleplade Workshop – noget der må prøves en dag.

De har for nyligt fået et fint lille udeområde med stole, bænke og borde, som lægger op til hygge i sommersolen. Og med Malbeck Vinbar skråt overfor KAFFE, ved jeg godt, hvor noget af min sommer skal nydes.
KAFFE

Mine sneakers for dagen var mine Nike Air Vortex Vintage Fade – Hyper Blue/Pink Force – som knirker lidt når jeg går. Men jeg elsker dem stadig.
Nike

David mod Goliat – det lille bageris kamp

Brødflov

En solrig søndag formiddag besøgte jeg mit lokale konditori/café/økobageri på Frederiksberg – Brødflov. Det startede i 2013 med et lille økobageri på hjørnet af Falkoner Allé og Hostrupsvej, og i 2014 udvidede de så med et konditori/café på det modsatte hjørne. Så hvis du bare lige skal have speltbrødet og tebirkes til weekendens morgenbord, kan du svinge forbi det lille økobageri – og har du lyst til at blive hængende lidt længere så kig ned i konditoriet/caféen, hvor du selvfølgelig også kan købe brød/kage/kaffe to-go.

Brødflov, som går ind for økologi og lækre råvarer, sælger også diverse lækkerier såsom Bybi – honning fra byens bier, Lakritsfabriken – lækker lakrids fra Sverige og Brødsflovs egne müslier. Da Brødflov vil være en kompostbar virksomhed, serveres maden og kaffen på bionedbrydeligt emballage såsom palmebladsbakker og PLA-krus. Alt sammen noget som jeg sætter pris på.

Follow my blog with Bloglovin

Denne søndag formiddag prøvede jeg “den lille” morgentallerken (60 kr.), som bestod af en surdejsbolle, croissant, tebirkes eller snegl – jeg valgte en croissant, 2 skiver ost, økologisk smør og hindbærmarmelade og et glas friskpresset juice. Til denne morgentallerken købte jeg en cappuccino (32 kr.), som var udemærket. Surdejsbollen var lækker, men croissanten levede bare ikke op til forventningen. Måske det har noget at gøre med, at jeg næsten lige har været i Paris – men jeg må indrømme, at jeg har fået bedre croissanter i København bl.a. hos Meyers. Så næste gang må jeg smage deres tebirkes eller chokolademonstret, som de kalder deres høje snegl. Den flade snegl – kanelmonstret – har jeg smagt, og den er fantastisk. Men jeg er også meget glad for kanel.

I april i år kom så deres seneste tiltag – et ismejeri. Is og vafler er hjemmelavet og med varianter som hvid chokolade/basilikum og saltet karamel, kan du være sikker på, at jeg skal smage deres is i løbet af sommeren – og helt sikkert mere end én gang.

Brødflov er helt sikkert et besøg værd, og jeg vil blive ved med at støtte dem og deres koncept. Dejligt med et lille lokalt økobageri/konditori, som tager kampen op med alle de store bagerkæder på Frederiksberg – og som gør det ligeså godt og også bedre end de fleste af dem.
Brødflov

Efter den gode start på dagen blev det flotte solskinsvejr nydt i Københavns gader, hvor jeg sammen med mine Nike Air Pegasus+ 30 – laser crimson/white/black nåede at runde Vesterbro og fik nydt lidt mere af John Greens “Paper Towns” på en bænk, mens solen strålede ned. Sommeren er på vej, og det er fantastisk.
Nike

Je t’aime Paris – og mine nye røde sneakers

Paris 2015

Som du allerede ved, hvis du har læst min side “Om sneakersinthecity”, så er jeg udover sneakers også utrolig glad for at rejse. Og jeg gør det gerne flere gange om året eller så meget som mit budget tillader.

Af en eller anden grund – måske mine fordomme til franskmænd – har jeg aldrig besøgt Paris, så det skulle der gøres noget ved. Jeg må indrømme mine fordomme blev gjort til skamme, og Paris var/er lige så fantastisk som alle omkring mig har gået og sagt. Fra Notre Dame til Sacré Coeur, Eiffeltårnet til Triumfbuen samt udsprungne kirsebærtræer i Jardin de Plantes til solnedgang i Jardin de Luxembourg – Paris var en skøn oplevelse. At købe en baguette og sætte sig ned ved Port de l’Arsenal og nyde det flotte vejr eller finde en lille fransk cafe på et hjørne og nyde solen og lidt frokost samt en god bog – begge scenarioer nød jeg.

Follow my blog with Bloglovin

Paris’ gader blev gået tyndt – jeg tog ikke metroen en eneste gang – i tre af mine favorit sneakers. Mine Adidas Adistar Racer “Dark Indigo”, Nike Air Max Thea “multi-color print” og Nike Internationalist “new slate/obsidian – venom green – bright grape”.

Som altid – når jeg er ude og rejse – opsøger jeg gerne steder jeg har læst om på nettet eller hørt om fra andre, og Paris var ingen undtagelse.

Le Pure Café
lepurecafe.jpg
Jeg besøgte denne lille hyggelige café i 11. arrondissement på hjørnet af rue Jean Macé på min første dag i Paris, og det var den lille kortforvirring værd – den bedste café crème jeg har fået nogen steder. Caféen oser af pariserstemning fra 20’erne og 30’erne, og det første der møder dig når du træder ind ad glasdøren er baren hvor de trendy tjenere står klar til at servicere dig. Næste gang jeg er i Paris, vil jeg prøve deres mad, som så meget indbydende ud.
Le Pure Café

Strada Café
stradacafe
Jeg boede på rue Monge og spottede hurtigt denne café på vej til hotellet. Om søndagen startede jeg den lange sightseeing dag på Strada med en simpel men lækker brunch med friskpresset æble/gulerod/jordbær juice og en cappuccino, serveret af en utrolig sød og venlig ung mand – som var den eneste franskmand jeg mødte der ikke snakkede engelsk med fransk accent. Caféen, som bryggede og serverede kaffe på alle mulige måder inkl. koldbrygget kaffe, lå i lækre, nye lokaler – de havde åbnet for ca. 6 måneder siden. Nu er jeg en sucker for en god kop kaffe, og jeg ville helt sikkert besøge caféen igen.
Strada Café

Holybelly
hollybelly
Inden jeg tog afsted, havde jeg læst, at dette skulle være THE breakfast spot i Paris, så det måtte jeg da prøve – og deres morgenmad skuffede så sandeligt ikke. Holybellys koncept er: Good food, good coffee and good service in a consistent fashion, og maden, kaffen og service var god. Da jeg træder ind i den lille cafe på rue Lucien Sampaix tæt ved canal St. Martin, mødes jeg med et smil og “bonjour” af fyren bag baren. Hurtigt finder de en plads til mig ved et stort træbord bagerst i caféen ved det lille åbne køkken med udsigt til en old school pinball machine – Monster Bash. Super cool indretning med bl.a. en rå murstensbagvæg og træloft i forskellige brune nuancer. Og hvad fik jeg så til morgenmad? Pancakes, fried eggs, crispy bacon, Bourbon butter and maple syrup – need I say more. Fuldstændig fantastisk kombination hvor man bare skal droppe kalorietællingen og smile, mens man nyder denne fantastiske gennemtænkt kombination – så det gjorde jeg. Helt sikkert et sted jeg skal besøge igen næste gang jeg er i Paris.
Holybelly

Og så var der jo lige det med mine nye røde sneakers. Med det flotte forårsvejr brugte jeg ikke en masse tid på shopping, men… jeg nåede da lige forbi et par sneakershops. Det er der altid tid til. Jeg troede, at jeg skulle rejse hjem uden et par nye sneakers – men i sidste butik, en Foot Locker, var jeg heldig og fandt et par University Red Nike Jordan Eclipse med et snert af sort. Super lækre, lette og med perfekt fit.
Nike