Bedste pizzaer på Frederiksberg

Forno a Legna

Ciao! Dette og en masse anden italiensk hører man konstant på det italienske pizzaria Forno a Legna, mit go-to pizzaria på Falkoner Allé. De laver efter min mening de bedste stenovnsbagte pizzaer på Frederiksberg, og det er der andre end mig, som mener. Derfor er pizzariaet også velbesøgt hele året. Hvis vejret er dårligt kæmpes der om de få siddepladser. Men når sommeren viser sig fra den gode side – som her til aften – så bliver der ekstra travlt. Og der bliver rift om pladserne udenfor i solen.

Follow my blog with Bloglovin

Nu havde jeg allerede nydt solen efter arbejde over ParadIS (dessert før hovedret – I like it), og der var ingen pladser udenfor – så jeg tog pizzaen med hjem. Nu har jeg spist MANGE pizzaer fra Forno a Legna. Så når de har travlt og siger, at pizzaen er færdig om 45 minutter, så ved jeg, at det nok nærmere bliver 1 time. Og det er også okay, for det er VIRKELIG god pizza. Så kan man f.eks. snuppe sig en kold Birra Moretti og sætte sig ved vinduesfacaden og kigge mennesker. Eller man kan se, hvad der nu vises på TV’et i loftet ved døren – der er en rigtig god chance for, at det er en fodboldkamp. Min favoritpizza er en Francescana (Tomat, Mozzarella, Champignon, Skinke – 57 kr.), og den fik jeg også til aften – men de har mange gode pizzaer. Klassiske Pizze, Hvide Pizze u/Tomat og Delikate Pizze – noget for enhver smag.

Forno a Legna ejer også Quattro Fontane Due, som ligger lige ved siden – en ægte italiensk specialbutik, der har det mest fantastiske udvalg af italienske pølser, salamier, parmaskinker, italienske oste, hjemmelavede marinerede grøntsager, pastaer og pestoer (de har en superb basilikumpesto) m.m. Quattro Fontane Due har jeg brugt mere end Forno a Legna, da det er en skøn butik med nogle fantastiske varer. Og jeg er jo en sucker for tapas eller antipasto. Så jeg kan klart anbefale både Forno a Legna og Quattro Fontane Due – virkelig godt italiensk.
Forno a Legna
Quattro Fontane Due

I dag havde jeg mine favorit New Balance sneaks med på gaden – mine New Balance W530 – White/Teal/Purple. Jeg er MEGET glad for disse sneaks, som er i min top 3 over mine sneaks pga. deres farver, model og pasform. Så de vil blive luftet så meget som muligt her til sommer. Men jeg fornemmer, at der er et par nye sneaks på vej til samlingen snart – it’s been too long.
New Balance

42Raw – en nutidig fortolkning af 100% plantebaseret kost

42raw

Når jeg har lyst til lækkert mad – uden gluten, mejeriprodukter og sukker, så er et af mine favoritsteder 42Raw. Normalt plejer jeg at besøge deres restaurant i Pilestræde i centrum, men for nyligt har de åbnet en ny restaurant på Frederiksberg Centrets nye plan 3 – og det er sgu farligt og har potentiale til at blive en dyr affære.

Konceptet hos 42Raw er en 100% plantebaseret kost, som ikke er opvarmet over ca. 42 grader – uden gluten, mejeriprodukter og sukker. Når det er sagt, så siger det nok sig selv, at maden hos 42Raw ikke er helt billig – men den er pengene værd. Jeg kan ikke lave den samme mad, så det smager lige så godt – og derfor forkæler jeg gerne mig selv/min krop med deres lækre mad i ny og næ.

Follow my blog with Bloglovin

I dag testede jeg deres nye burger, og nu tænker du sikkert – jamen de serverer jo ikke kød. Og det er helt korrekt. Men 42Raw har udviklet en “bøf”, som blandt andet er lavet af svampe, quinoa, squash og forskellige krydderier. Burgeren (129 kr.) består af økologisk glutenfri bolle, proteinbøf, avocado, romaine salat, lucernespirer, tomat, marinerede rødløg & valgfri dressing – jeg valgte chilimayo. Til den plantebaseret burger bestilte jeg sweet potato fries (20 kr.) med aioli (10 kr.), og dem kommer jeg helt sikkert til at lave herhjemme. Mums! Både burger og fries er lækre og mætter godt. Det er ikke sidste gang, jeg får deres burger med sweet potato fries. Nogle af de andre lækre ting, som jeg har smagt hos 42Raw, er deres avocado sandwich & chili mayo, tapas og lasagne. Udover deres mad serverer de også juice, smoothies og avocado shakes samt diverse søde sager.

Indretningen er stilren med lysebrune bænke, borde og stole samt hvide og sorte vægge med tekster. Det er også muligt at købe deres 42RAW bog samt deres egen müsli. Servicen er okay – ikke dårlig men heller ikke super. Sådan lidt midt imellem, men jeg vil stadig blive ved med at vende tilbage – for jeg er virkelig glad for deres mad.
42Raw

Med mig på 42Raw i dag var mine nye New Balance 996 – Suede/Army Green/Black. Jeg synes New Balance laver nogle fede sneakers, men for det meste kan man kun få de fedeste modeller i herrestørrelser. Så når min veninde i Intersport i Ilum siger, at hun har et par New Balance sneakers, hun mener, jeg vil kunne lide – så siger jeg “bring them on”. Og hun havde helt ret – de var lige mig. KØBT!
New Balance

Den bedste sneakershop i Norden – ifølge mig.

sneakersnstuff

Som jeg lovede i mit seneste blogindlæg omkring Stockholm, så ville jeg fortælle mere om min absolutte favorit sneakershop – nemlig Sneakersnstuff på Åsögatan i Södermalm. Egentlig havde jeg tænkt på at holde denne fantastiske sneakershop for mig selv, men min mor har opdraget mig til at dele gode ting med andre – så det vil jeg hermed gøre.

Hvis du er sneakers freak som mig, så skal du forbi Sneakersnstuff, hvis du er i Stockholm. En drøm af en sneakershop, som også har en cool hjemmeside/webshop samt en lille, bitte shop i Malmö og en stor i London. De har simpelthen så mange lækre sneakers i den cool indrettet shop, som blandt andet har en væg med hyggeligt blomstertapet samt sneakers udstillet på alle mulige måder såsom i indbygget hylder indrammet af gamle billederammer. Selvfølgelig – har jeg lyst til at sige – er der størst (og fedest) udvalg af herre sneakers, men de har et af de største (og også fedeste) udvalg af dame sneakers, jeg kender. Så jeg fik en hel del tid til at gå i shoppen, da jeg var i Stockholm.

Follow my blog with Bloglovin

Og selvfølgelig fandt jeg da også et par sneakers, som jeg bare ikke kunne leve uden – nemlig de super lækre New Balance W530 – White/Teal/Purple. Jeg kunne helt sikkert godt at have købt et par eller to mere, men jeg holdte mig i skindet og købte kun det ene par. Når jeg prøver sneakers – og i sidste ende køber dem – så skal de føles rigtige. Farve, model og fit spiller selvfølgelig ind, når jeg vælger/køber sneakers – men det er også meget følelsesbetonet. De skal føles rigtig – det er en mavefornemmelse. Og mine nye New Balance W530 – White/Teal/Purple var det eneste par, som føltes helt rigtige i Stockholm – denne gang. For der kommer helt sikkert en næste gang.
Sneakersnstuff