Madrid, eras hermosa

madrid

Hvis du har fulgt lidt med i mine rejser, så ved du, at jeg elsker Barcelona – og jeg er der mindst en gang om året. Igennem længere tid har jeg ønsket at besøge Madrid, især fordi andre har fortalt mig, at jeg skulle tage dertil. 2019 blev året, hvor jeg endelig kom afsted. Og jeg kan ligeså godt sige med det samme – det er ikke sidste gang, jeg er i den spanske hovedstad.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg ankom sent lørdag eftermiddag, så det var begrænset, hvad jeg kunne nå at se den dag. Men jeg nåede da forbi den hyggelige Plaza de Santa Ana samt den offentlige plads Puerta del Sol, der et af de mest kendte og travleste steder i byen. På Mercado de San Miguel, som minder om Torvehallerne, snuppede jeg lidt mad. Og det var ikke sidste gang, jeg var der. Derefter prøvede jeg at danne mig et overblik over mit hotels – Only YOU Hotel Atocha – nærliggende kvarterer på denne meget varme sommeraften. Jeg havde sgu ikke lige regnet med, at det ville være så varmt i slut august – 31 grader og meget trykkende kl. 20.00.

only you hotel

Noget af det, som jeg med det samme kunne fornemme, var, at jeg var kommet på det helt rigtige hotel. Super fed stil/indretning med lidt New York’er vibe over det med 2 restauranter – Restaurant Trotamundos i stuen samt Sép7ima på tagterrassen på 7. etage. Derudover lå der i stuen en Barbershop samt The Bakery by Mama Framboise, som bød på en masse lækkerier og god kaffe. Man kunne bl.a. få nogle lækre croissant rolls, hvor jeg selvfølgelig måtte prøve en med hindbær. På 7. etage sammen med Restaurant Sép7ima lå også Angelita Madrid Skybar, som serverer nogle af Madrids bedste cocktails og har en fantastisk udsigt. Det kan du se læse om og se mere til længere nede i indlægget.

Palacio Real

Søndagen startede – som alle de andre dage – i The Bakery by Mama Framboise, inden jeg gik mod el Rastro; det mest populære open air loppemarked i Madrid. Mange mennesker på en meget varm dag. Så jeg gik hurtigt videre mod Palacio Real de Madrid, og på vejen kom jeg forbi den smukke Puerta de Toledo. Nu er jeg normalt ikke den, som går ind i alle kirker jeg kommer forbi. Men da Catedral de la Almudena lå lige ved siden af Palacio Real, og det var super varmt, valgte jeg at gå ind i den. Det fortrød jeg på ingen måde. Muligvis den smukkeste katedral jeg har været i – wauw. Hvis du nogensinde er i Madrid, så skal du opleve denne katedral – virkelig fantastisk. Mod Palacio Real var det derefter, men desværre var jeg ikke den eneste, som havde fået den samme idé. Køen for at komme ind på slottet var ret lang, og solen bagte fra en skyfri himmel – så jeg valgte blot at nyde det imponerende slot udefra. Næste gang jeg er i Madrid, må jeg indenfor – det skulle være ret fantastisk.

Mercado de San Miguel

Da det var tid til lidt frokost, smuttede jeg igen forbi Mercado de San Miguel og testede lidt mere af maden i de forskellige stande og prøvede en jordbær øl. Så var dagens frugt ligesom også klaret 😉 Madmarkedet er velbesøgt, og der er lidt for enhver smag. En af grundene til, at markedet har en hel del besøgende – udover maden – er nok, at Plaza Mayor ligger lige ved siden af. Plaza Mayor var engang centrum af Gamle Madrid, og pladsen har været scenen for mangfoldige begivenheder: markeder (julemarked), tyrefægtning, fodboldspil, offentlige henrettelser osv.

oficina 42

På vej tilbage til mit hotel gik jeg forbi en lille hyggelig bar – oficina 42 all day bar – og snuppede en kold Estrella og lidt oliven. Væske er jo vigtigt i varmen 😉 Baren, som jeg gik forbi mange gange på min tur i Madrid, da den lå på en af de større gader mod mit hotel, havde altid en enkel eller flere omkring den lille bar i midten af det lille lokale. Og jeg kunne sagtens se mig selv have dette sted som et stamsted, hvis jeg boede i Madrid.

la dolores

Efter at have været tilbage på hotellet og skifte og derefter finde en sportsbar, hvor jeg kunne se 2. halvleg af Atletico Madrid – Eibar, så var det tid til noget mad. Jeg havde læst lidt om La Dolores eller Taberna La Dolores og gået forbi stedet, og jeg vidste, jeg skulle prøve stedet. Denne typiske Madrid-taverne fra 1908 er meget velkendt i byen for kvaliteten af ​​dens øl og let genkendelig på grund af sin smukke flisebelagte facade, den traditionelle udsmykning fra perioden. La Dolores er lige min stil – ikke for fancy, bare klassisk tapas, god stemning og kolde øl. Indretningen var noget speciel med gamle ølflasker og ølkrus på hylder bag baren, og bartendere i samme “uniform” – laksefarvet skjorter og brune forklæder. Super hyggeligt sted som jeg helt sikkert skal tilbage til.

madrid rio

Mandagen stod i parkernes tegn, hvor jeg startede dagen med at gå mod Madrid Río Park, som ligger ved flodbredden langs Manzanares-floden. Madrid Río-området strækker sig fra den smukke barokke Toledo-bro (Puente de Toledo) forbi den flotte Arganzuela-gangbro til tvillingebroerne (Invemadero og Matadero) med de smukke mosaikfresker. Madrid Río er en skøn grøn oase midt i Madrid med masser af muligheder for a day off. Efter at have vandret igennem parken gik jeg mod Lavapiés-kvarteret – det gamle jødiske kvarter – hvor jeg fik lidt mad på en lille lokal bar. Derefter gik jeg mod Parque de El Retiro, som udover at have nogle smukke indgange har en sø, hvor gæster kan leje en sejlbåd og ro rundt, mens de nyder det smukke syn af El Monumento a Alfonso XII. Endnu en skøn oase i Madrid, som mange indbyggere og turister nyder at besøge, når de skal have en pause fra det travle byliv i Madrid. Jeg nød den også. Efter lidt tid i parken tog jeg tilbage til hotellet og nød en øl i baren i stuen, hvor jeg især var tosset med de røde fløjls barstole. Derefter klædte jeg om og gik ud i byen og shoppede lidt på endnu en varm septemberaften, og aftensmaden blev igen nydt hos Mercado de San Miguel.

toma cafe

Tirsdagens byvandring startede på Madrids største banegård – Estación de Atocha – som lå lige ved siden mit hotel. Den nye del af banegården er kendt for den tropiske have, som virkeligt er noget af et syn. Bagefter gik jeg mod Chueca- og Malasaña-kvarteret, da jeg ville prøve Toma Café. Jeg havde læst, at Toma skulle være kaffebaren, som alle baristaer tog hen på, når de havde fri – så jeg måtte selvfølgelig prøve stedet. Super cool kaffebar som serverede en virkelig god kop kaffe – jeg forstår godt, hvorfor baristaerne tager derhen. Det ville helt sikkert være et af mine stamsteder, hvis jeg boede i Madrid.

Mercado de San Antón

Inden jeg snuppede kaffe på Toma Café, havde jeg været forbi Mercado de San Antón for at få lidt mad og teste endnu et af de mange madmarkeder, Madrid kan byde på. Dette var ikke lige så hyggeligt som Mercado de San Miguel, men jeg fik mine elskede pimientos de padron. Efter at have vandret lidt rundt i Chueca-kvarteret, som skulle være lidt af en oplevelse om aftenen (next time), gik jeg tilbage mod hotellet.

Angelita

Som jeg nævnte tidligere, havde mit hotel en prisbelønnet cocktailbar. Så jeg klædte om og gik op til 7. etage og Angelita Madrid Skybar en lille times tid inden solnedgang. Heldigt for mig var der et ledigt bord ved deres “plantevæg” ud mod Madrid. Tagterrassen er aflang, hvor noget af den også anvendes af Restaurant Sép7ima, som jeg må prøve næste gang. Istedet var jeg vidne til den mest fantastiske solnedgang over Madrid, mens jeg nød et par af deres virkelige lækre cocktails. Og med 11-12 EUR for en cocktail er det jo det rene røverkøb, når man sammenligner med priserne i København.

rosa negra

Da det jo var tirsdag, og jeg i starten af min tur havde gået forbi en mexicansk restaurant, så blev aftensmaden nydt hos Rosa Negra. Taco Tuesday 🙂 Ikke de bedste tacos jeg har fået, men indretningen var farverig og sjov og servicen venlig. Dagen efter var det tilbage til DK og køligere vejr i vente, så jeg brugte de sidste timer i det skønne vejr i Parque de El Retiro.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente af Madrid andet end, at folk havde sagt til mig, at det var en fantastisk by. Ingen tvivl om at det er en fantastisk by, og jeg skal helt sikkert tilbage. Især deres mange torve, som summer af liv, er jeg tosset med. Siden jeg er kommet hjem, har folk spurgt mig, om Madrid kan måle sig med Barcelona. Jeg synes ikke, man kan sammenligne de to byer – de er forskellige. Og de er unikke og fantastiske på hver deres måde. Jeg vil altid elske Barcelona af den simple grund, at jeg drages mod havet. Så det ser ud til, at jeg fremover må til at dele min kærlighed til tapas og sol op i to ture – Barcelona og Madrid. Så skal jeg bare finde ud af, hvilken by jeg skal til om foråret, og hvilken by jeg skal til om efteråret 🙂

Med mig Madrid var mine fede adidas Nite Jogger – cloud white / clear mint / icey pink, som jeg købte i New York. Jeg elsker disse sneakers og farvekombinationen – bare ærgerligt jeg ikke kan gå med dem hele året.
Adidas