Hanzō – den frække dreng i klassen

hanzo-2020

Hanzō på Værndamsvej har jeg i længere tid gerne ville besøge, men der har ligesom været denne “lille” ting i vejen – nemlig Covid-19. Så inden restauranter muligvis lukker ned igen, så var jeg forbi med nogle kolleger i ugen op til min ferie.

Det første, jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind ad døren, var det farverige lokale. Jeg elsker farver, men for mange farver kan nogle gange være for meget – dog ikke i indretningen hos Hanzō. Der passer det godt ind i deres frække dreng i klassen image, og jeg kan godt li’, at det ikke er ligeså poleret, som mange af de andre restauranter i Madklubben familien.

Jeg valgte en forret og en hovedret – IKAN GOHU (Indonesisk ceviche med ristede peanuts, lime, chili og friske krydderurter) og PAD THAI (Stegte nudler med kylling, æg, grøntsager, frisk chili og pad thai sauce). Begge var lækre nok, men jeg havde nok ønsket – og forventet – lidt mere smag. De to cocktails, jeg fik – Aperol Spritz og Litchi Love – var heldigvis spot om. Så jeg kan sagtens se mig selv nyde et par af dem på en af pladserne udenfor i løbet af min ferie, hvis det er til at finde en plads. For sofaerne langs fortovet er eftertragtet. Og mens jeg er der, så skal jeg da helt sikkert teste lidt flere af deres snacks og forretter.

Fra starten var servicen venlig og imødekommende, som var med til at gøre det til en rigtig hyggelig aften. Så selvom jeg gerne kunne have ønsket mig lidt mere flavour i mine valgte retter, så ser Hanzō mig helt sikkert igen. Mere mad samt flere cocktails der skal testes 🙂

Med mig på Hanzō var et par af mine favoritter – mine Reebok Aztrek 96 (white/wine/teal/black). Elsker disse sneakers – men desværre bliver de hurtigt beskidte, så det er en sommersko. Altså når sommeren er, som den er nu 😉
Rebook

Frey & Nordberg – lækre flammkuchen på Vesterbro

Frey og Nordberg

Nu hvor København – og resten af Danmark – er åbnet op igen, så er det bare med at komme ud og nyder det, inden de lukker lortet ned igen. Jeg siger det bare 😉

For nyligt fik jeg sammen med min frisørveninde Stine prøvet det lille, ny sted Frey & Nordberg på Vesterbro – lige ved siden af Navnløs Kaffebar (tidligere Boutique Lize). I et lille lokale serverer Roland de lækreste flammkuchen – gerne med et glas Riesling.

Follow my blog with Bloglovin

Og nu tænker du måske – hvad er flammkuchen? Det tænkte jeg også første gange, jeg fik det i Schweiz – men har sidenhen også nydt det i Tyskland. Flamkuchen er en traditionel spise fra Alsace og ligner lidt en ultra tynd og sprød pizza, men den smager helt anderledes og delikat. Det er delemad. Det er fingermad. Og det er to ting, jeg elsker.

Ronald, virkelig cool fyr som har startet stedet – anbefalede to af deres fem flammkuchen – traditionel og nanimal (vegansk). Og vi blev ikke skuffet. Virkelige lækre. Det samme var den flaske Riesling, som vi endte med at dele – det var en anelse ærgerligt, at det var en hverdag.

Vi endte med at falde i snak med Ronald og en stamkunde, og Ronald måtte kl. 22.00 “smide os ud”, da han skulle have lukket kl. 21.30. Men det var bare super hyggeligt på Frey & Nordberg, og jeg kunne godt bliv en stamkunde – der er jo stadig 3 andre flammkuchen, jeg skal prøve. Og helt sikkert mere lækker vin, der skal smages.

Som sagt er stedet ikke ret stort – 4-6 barstole indenfor ved højbord og 3 små grønne borde udenfor med gule taburetter. Ved vinduespladsen – som vi havde fået – kan man åbne vinduet helt op, om man lidt føler, man sidder udenfor. Og generelt er der lidt New York eller Berlin stemning over stedet/indretningen, som jeg er kæmpe fan af.

Jeg vil klart anbefale dig at prøve Frey & Nordberg, hvis du er på Vesterbro. Ronald brænder for flammkuchen, og det kan mærkes – og smages.

Med mig på Vesterbro var mine spritnye Adidas Falcon – talc/haze coral/green tint, som jeg er tosset med. Jeg har ventet på, at Falcon modellen kom i en farvekombination, som jeg var til. Det gjorde den så endelig 🙂
Adidas

Burger Shack – skovhuggertema, amerikanske burgere og danske værdier

Burger Shack

Grundlovsdag, hvor jeg havde taget mig en fridag, stod den på selvforkælelse hos Take A Break Spa. Det var en flot sommerdag, og solen strålede fra en blå himmel. Så da jeg efter en times massage skulle finde lidt frokost og nyde udenfor, havde jeg set, at der overfor Take A Break Spa var åbnet et lille burgersted – Burger Shack.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, for der var ikke rigtig nogle Google anmeldelser – og det var et lille bitte sted. Der var en disk med køkken bagved og et køleskab – that’s it. Udenfor var der et bord med et par stole, men man kan sidde på bænke flere steder på Tapperitorvet.

Danmarks bedste burgere til yderst gode priser. Det er det, du får hos The Burger Shack. Konceptet er inspireret af et råt og hyggeligt skovhuggertema, amerikanske burgere og danske værdier. Vores fokus ligger på høj kvalitet, økologi og dyrevelfærd.

At deres koncept er inspireret af et råt og hyggeligt skovhuggertema blev tydeligt med det samme, da jeg blev mødt af en trævæg samt 3 gutter i sort/rød skovmandsskjorter. Jeg fik sgu lidt ondt af de gutter, da det var super varmt, og de stod ved en stor grill. Men deres humør fejlede ikke noget – servicen var imødekommende og smilende.

Der er ikke så meget at sige om indretningen, for der er ikke så meget at kommentere på – det er et sted, hvor du bestiller i disken og tager maden med dig. Når man ligefrem på sin Facebook-side skriver, at de har “Danmarks bedste burgere”, så har jeg allerede en stor forventning til deres burger. Og jeg må sige, at de lever op til deres udsagn – det er den bedste burger, jeg har fået i meget lang tid. Den flammegrillet bøf er virkelig lækker, og jeg elsker grillsmagen i den. Der var det fyld, som der skulle være, og bollen var god. Mine fries var en smule kedelig, de var lidt for bløde til min smag. Men hvad jeg godt kunne lide ved deres fries er, at de krydre dem med parmesan og timian. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg snupper en burger hos Burger Shack.

Med mig på gaden denne flotte dag var et af de to nye par adidas, som jeg købte i New York – mine fede adidas Tresc Sunset (White/Green/Orange). Jeg elsker farvekombinationen og detaljerne på disse sneakers, og så har jeg endnu ikke set andre gå med dem herhjemme – og det er jo altid fedt 🙂
Adidas

BEHOV TO GO – pizzapusher tæt på søerne

behov pizza

Kender du de dage, hvor man bare har lyst til pizza? En rigtig god pizza. Sådan en dag havde jeg i tirsdags. Så jeg smuttede forbi BEHOV TO GO, som min kollega Mia havde nævnt for mig. Dog var det deres sted i Nordvest, som vi havde snakket om – men jeg kunne ikke lige overskue at gå til NV. Så det glædede mig at se, at de også har en lille biks tæt ved søerne. Afsted med mig.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg havde læst lidt Google anmeldelser, inden jeg gik afsted – og der var nogle, der ikke var super flatterende; noget med ikke at være personale-/serviceminded. Så jeg frygtede lidt, at jeg ville blive skuffet. Dog blev mine bange anelser gjort til skamme – super venlig og imødekommende service fra jeg trådte ind ad døren. De dårlige oplevelser må have været i Nordvest, for jeg kunne ikke genkende det i biksen på Åboulevarden.

Og hvad så med pizzaen, tænker du så? Jeg har smagt mange pizzaer i København, og BEHOV pizza gør det virkelig godt. Det fede ved dette sted er, at du kan bygge din egen pizza for 100 kr. ved at udfylde en bestillingsseddel – very cool. Du kan vælge mellem 3 deje (klassisk, fuldkorn eller glutenfri), og så kombinere den med 3 slags saucer (rød, grøn eller hvid) samt en masse bagte og ubagte toppings såsom pancetta, ventricina, meatballs, svampe, syltede rødløg og ansjoser. Jeg valgte at starte fra toppen af deres menu med GRETHE (Tomatsauce, Fior di latte (øko), basilikum, olivenolie – 80 kr.) på listen af “de urørlige”. På denne liste er der også BLEGFIS, SÆSON, NAPOLITANER, KØDLØS, LUNEFULD, STORM, OBELIX og BLÆRERØV. Sjove navne og jeg skal nok få smagt nogle af de andre pizzaer.

Den lille biks, som ligger i Strangas (tænk kager) gamle lokale på Åboulevarden, har rustrøde vægge, hvorpå der hænger nogle virkelig fede København graphic design posters i sorte rammer samt nogle træhylder. Der er et sort flisegulv, et par træborde, et højbord ved den ene væg samt vinduespladser ved et højbordet ud mod hjørnet af Åboulevard/Kleinsgade. En cool indretning.

Næste gang jeg skal have en pizza – og ikke gider vente 45-60 minutter hos Forno a Legna – så kan du bande på, at jeg smutter forbi BEHOV TO GO. De har også en brunch pizza – worth a try, right? 🙂
BEHOV TO GO

Jeg havde mine spritnye Asics Gel-Saga – White/Orchid med på BEHOV, og jeg må bare sige, at jeg er såååååå glad for disse nye sneakers. Super fed farvekombination og så sidder de perfekt på min fod og er virkelig gode at gå i. Win-win.
Asics

Den Go’e Kaffebar på Frederiksberg

den-goe-kaffebar

Frederiksberg Allé er ikke den vej, som jeg færdes mest på, medmindre jeg krydser den for at komme fra Frederiksberg til Vesterbro eller omvendt. Men i sidste uge spenderede jeg lidt længere tid på Frederiksberg Allé, da jeg var forbi Den Go’e Kaffebar. Jeg har villet prøve denne kaffebar i et stykke tid, så en fridag gav mig muligheden.

Follow my blog with Bloglovin

Den Go’e Kaffebar er en lille hyggelig kaffebar med venlig service og god kaffe. Med den skønne sommer, vi har haft indtil videre, er deres udendørs siddepladser med direkte udsigt til Frederiksberg Allé helt perfekte. Du kan sidde enten i solen eller i skyggen af et af de store træer langs Frederiksberg Allé på nogle små mørkegrønne borde med dertilhørende stole.

Indenfor er væggene blå – halvvejs op mørkeblå og resten af vejen op til loftet lyseblå. Disken til venstre for indgangen har en træfront, som er malet rød – men hvor man stadig kan ane det lyse træ bag farven. Overfor disken er der tre små vægmonteret borde i lyst træ med sorte ben med dertilhørende skamler med lyse sæder og sorte ben. Ved de små borde samt andre steder i kaffebaren hænger der antikke væg-/ og loftlamper. Ved vinduet – hvor jeg sad – er der et lyst træbord med dertilhørende 4 barstole i træ, hvor sædet er lyst og benene mørkeblå. Bagerst i lokalet kan man enten slappe af i de lyse fletmøbler eller ved det kvadratiske træbord med lyseblå bordplade og dertilhørende gamle træstole. Den Go’e Kaffebar er et besøg værd, hvis du er i nærheden af Frederiksberg Allé – jeg vender helt sikkert tilbage.
Den Go’e Kaffebar

Med mig på gaden på min fridag var mine nye sorte Vans Old Skool – en klassik, cool sneaker, som jeg købte på min tur til Stockholm. Jeg vil mene, at Vans har noget for alle – jeg valgte Old Skool modellen, all black.
Vans

Godthåb & Kaffe – stadig en kaffeperle og nu også et stamsted

godthåb kaffe

Årets sidste blogindlæg er et kort follow up på et af mine absolut favorit steder i København – nemlig Godthåb & Kaffe. Da jeg første gang besøgte den lille kaffebar i april 2016, så havde jeg ingen idé om, at det ville blive et af mine stamsteder. Men det er det blevet.

Follow my blog with Bloglovin

Hos Godthåb & Kaffe er der bare en unik stemning, hvor der er plads til alle – og det skyldes især den altid smilende og imødekommende ejer Hanna. Men det skyldes også de mange fantastiske mennesker, der ligesom mig har fået den lille kaffebar i kælderen som stamsted. Om du vil snuppe en kop kaffe i ro og mag, mens du læser en bog. Eller du vil sidde og arbejde på din Mac, mens du nyder en læskedrik. Måske du vil spille et slag brætspil med en af de andre gæster. Ligemeget hvad du er til, så er der plads til alle hos Godthåb & Kaffe. Gennem kaffebaren har jeg mødt mange mennesker og fået nye bekendtskaber – noget som jeg ikke havde regnet med, men som har været fantastisk. Man kan sige, at der er blevet skabt et Godthåb & Kaffe netværk. Og jeg er utrolig glad for at være en del af det.

Indretning hos Godthåb & Kaffe ved jeg, at Hanna går meget op i – og den er stadig lige så gennemført, som første gang jeg trådte ned i det lille kælderlokale. Siden mit første besøg er der bl.a. blevet malet en væg, der er blevet tilføjet nye møbler og disken har fået en makeover med an glasmontre og hylder. Men alle nye tiltag passer ind i Godthåb og Kaffes unikke stil og øger hygge stemningen. Noget vi danskere jo er så glade for.

Udover at være et mødested for mange forskellige mennesker, så er Godthåb & Kaffe jo først og fremmest en kaffebar – og Hanna laver en virkelig god kop kaffe. I mit første blogindlæg, som var meget positiv, var der en lille bemærkning om, at jeg gerne ville have haft, at min cappuccino var lidt varmere den dag. Den sætning har forfulgt mig lige siden, og Hanna og jeg har snakket meget om det. Og grinet meget af det. Jeg tror, vi er blevet enige om at være uenige om, hvor varm min cappuccino var den dag 🙂 Jeg kom tilbage. Og jeg vil blive ved med at komme tilbage. Det er 100% Hannas skyld, som nu ved præcis, hvordan jeg vil have min kaffe. Ligesom hun ved, hvordan alle andre stamgæster ønsker deres kaffe. Hvis du ikke allerede har været forbi Godthåb & Kaffe, så kan du godt se at komme afsted i 2018.
Godthåb & Kaffe

Mange af mine sneakers har været forbi Godthåb & Kaffe som f.eks. mine über cool ADIDAS ORIGINALS FLASHBACK – White/Black/White. Jeg elsker disse sneakers og glæder mig til at flashe dem endnu mere i 2018.
Adidas

GODT NYTÅR.

ITALO DISCO – super delizioso

italo disco

Kender I det, når en tur hos frisøren ender ud i en pisse hyggelig lille fredag med masser af mad & snak med to gamle veninder fra Køge (af)? Det gør jeg. Og jeg elsker sådanne aftener. Som sagt havde jeg en aftale med min frisør veninde, som har klippet mig since forever. Og pudsigt nok havde min anden veninde, Louise, en tid efter mig. Så da hun var blevet farvet og klippet, og vi havde snakket løs – så var vi blevet sultne. ITALO DISCO blev stedet, som vi indtog. Ikke for at danse men for at spise noget lækkert mad på det moderne trattoria.

Follow my blog with Bloglovin

Det skal siges, at vi ikke var de eneste, som havde fået denne gode idé – der var bl.a. et større selskab lige bag os. ITALO DISCO var pakket denne lille fredag. Og hvad jeg kan forstå på min frisør veninde, Stine, så er restauranten det de fleste aftener. Et meget populært sted. Rightfully so.

På ITALO DISCO – der bl.a. ejes af en fyr, som har en fortid på FAMO restauranterne – kører med én menu på dagen; skiftende hver dag. Denne menu koster kun 375 kr, som er latterligt billigt, når man ser alt den mad man får. Det startede med antipasti, som vil sige 6 små retter (bl.a. andemousse på hjemmelavet crostini, blækspruttesalat og salsiccia med palmekål), hvorefter der kom en mellemret – en fantastisk lækker risotto med artiskokker, en hovedret – en pastaret med kanin ragout og til slut en dessert i form af en hasselnøddekage med zabaione creme. Maden var virkelig lækker – især risottoen var jeg tosset med. Dog kunne jeg godt være sprunget direkte fra risottoen til desserten – pastaretten var ok, men jeg var bare så mæt. Og smagen i pastaretten var ikke lige mig.

ITALO DISCO – et renoveret slagterlokale – er et lille sted med et kvadratisk lokale, hvor du træder ind midt i det hele. Køkkenet er lige foran dig – i hjørnet, og du kan kigge ind til kokkene. Tjenerne står bag disken/baren til højre for dig, hvor du også kan sidde og spise. Cool indretning med små kvadratiske borde med henholdsvis mørkeblå og mørkerøde træbordplader, træstole, hvide klinker på vægge langs disken/baren, store Campari og Aperol flasker står ved de store vinduespartier. Udenfor kan man sidde ved nogle rød borde på orange stole under en solgul markise – love it. Hvad jeg også elsker er deres facade af hvide klinker og de koboltblå vinduesrammer samt dørramme. Og så står der ITALO DISCO med store, sorte bogstaver over markisen – very cool.

Servicen var venlig og mere eller mindre som forventede. Tjenerne fortalte os, hvad der blev serveret – which I like. Især da vi ikke kunne se tavlen med menuen fra, hvor vi sad. Nu var der lige lovlig meget larm i restauranten den dag, vi var forbi pga. det store selskab bag os. Men vi hyggede os alligevel, og jeg vil helt sikkert vende tilbage en anden gang.
ITALO DISCO

Med mig på gaden dag havde jeg mine splinternye hvide Reebok Classic Leather, som jeg købte i Barcelona – en tur jeg nok skal blogge om meget snart. Jeg er tosset med mine nye hvide sneakers – der er bare et eller andet med hvide sneakers, når de er helt nye and crispy white. Og jeg tror ikke på, at jeg er den eneste, som har det på den måde. I see you 😉
Reebok

Kahyt & Kaffe – Sydhavns flydende kaffebar

Kahyt & Kaffe

Forrige weekend var jeg forbi Kahyt & Kaffe, som min frisørveninde Stine fornyligt fortalte mig om – jeg må indrømme, at stedet havde gået min næse forbi. Måske fordi denne flydende kaffebar ligger i Sydhavnen, hvor jeg ikke kommer forbi så tit. Det vil jeg fremover.

Jungfruhamn – den ombyggede svenske isbryder- og slæbebåd – danner ramme for Kahyt & Kaffe, hvor man indenfor og udenfor kan nyde en kop kaffe eller en af deres små og simple specialiteter. Der er ikke meget plads på Jungfruhamn, så der er hurtigt en vi-kommer-hinanden-ved oplevelse ombord på skibet. Men det er kun hyggeligt. Ægteparret Karin og Peter har skabt noget helt specielt med Kahyt & Kaffe.

Follow my blog with Bloglovin

Nu elsker jeg at være tæt ved vandet, så Kahyt & Kaffe er lige min stil. Det blæste en del den søndag, jeg var forbi, så båden vuggede en smule – men det gjorde kun hele oplevelsen mere autentisk. Da jeg havde været en tur forbi styrehuset og bestilt mine forsyninger (en cappuccino på havremælk), fandt jeg en plads i det største rum i kahytten. Men det er også muligt at sætte sig i forstavnen eller agterstavnen samt bagbord. Det blæste dog lige nok til at sidde udenfor – på trods af at agterstavnen var overdækket. Men til sommer kan du bande på, at jeg skal finde en plads udenfor i solen med en kold i hånden. Måske i kyssejollen som man går forbi, når man går ombord på Jungfruhamn.

De to rum i kahytten er fyldt med maritime ting, som bl.a. søkort på væggen, skibsreb ved vinduerne, lysestager formet som en anker samt et stort skibsror i loftet med en pære i midten. På væggen mellem de to rum er der et koøje, så man kan kigge ind til hinanden. Kahyt & Kaffe er med sin unikke og hyggelige stil samt imødekommende service klart et besøg værd.
Kahyt & Kaffe

Jeg havde mine lysegrå Kendrick Lamar x Reebok Club C 85 TG med mig på gaden – et par jeg ikke får gået nok med. Men denne søndag blev de luftet lidt.
Reebok

Sans Souci – dansk/fransk på Frederiksberg

Sans Souci

For lidt over en måneds tid siden – mere præcis den 17. juni – fik jeg langt om længe prøvet Sans Souci Restaurant & Vinbar. Den over 100 år gammel restaurant på Madvigs Allé, der er kendt for deres klassiske danske frokost og for deres aftenmenu med et varieret udvalg af danske og franske klassikere. Normalt laver jeg ikke planer efter en firma sommerfest, men for mine forældre gør jeg altid en undtagelse. Deres bryllupsdag er den 17. juni, og de har gerne villet prøve Sans Souci – så selvfølgelig inviterede jeg dem på Sans Soucis klassiske danske frokost. Sådan er jeg bare.

Follow my blog with Bloglovin

I’m not gonna lie – jeg var noget træt, da jeg ikke kom hjem inden midnat, som ellers var planen. Heldigvis skuffede maden ikke. Faktisk kunne jeg ikke spise op. Ikke på grund af tømmermændene men på grund af størrelsen på deres smørrebrød. Jeg havde bestilt smørstegt rødspættefilet med friterede kapers (fantastisk detalje), hjemmelavet remoulade og citron – 98 kr., og klassisk oksetatar med rødbede, kapers, løg, pickles, peberrod og æggeblomme – 118 kr. Begge var super lækre, men jeg kunne simpelthen ikke spise tartaren op – det havde jeg det skidt med. Næste gang starter jeg med 1 stk. smørrebrød – og er der plads derefter, så kan jeg bestille endnu et stykke. De beskriver selv deres mad som “Velsmagende med saft og kraft og med fokus på kvalitet og de gode råvarer“, og der kan jeg kun være enig. Virkelig lækker mad. Og så er jeg vild med, at det blev serveret på blå tone tallerkner – dem skal jeg vidst til at samle på.

Indretningen på Sans Souci er hyggelig med en hjemlig atmosfære – gamle billeder/portrætter på væggene, en gammel brændeovn i et hjørne, hvide stofduge på bordene, mørkebrune træpaneler halvvejs op ad væggene. Det første der møder dig, når du kommer ind ad døren – udover den smilende tjener – er en bar med alt, hvad der skal være i en bar. Næste gang må jeg smage lidt med procenter i, for denne dag stod den på cola.

Sans Souci er meget populær blandt de lokale, og jeg forstår hvorfor. Maden er virkelig lækker, og servicen er professionel og empatisk. Helt sikkert et besøg værd. Og hvis du kan spise mere end 2 stykker smørrebrød, så tager jeg hatten af for dig. Eller rettere sagt mine sneakers.
Sans Souci

Med mig på den solrige lørdage var mine nye og pisse fede Puma Clyde Dressed Part Deux FM (White/Black), som jeg købte hos Sneakers & Coffee. Jeg er tosset med disse sneakers og deres cool look – dem vil jeg helt sikkert få gået en hel del i denne sommer. Hvis altså det vil holde op med at regne.
Puma

California Dreaming med California Kitchen

California Kitchen

Nørrebro har været lidt af et glemt kapitel for mig på det seneste. Så da jeg for nyligt var forbi Ravnsborggades loppemarked og skulle finde noget frokost, gik jeg forbi California Kitchen. Et sted jeg læst en del om og længe har villet prøve.

Follow my blog with Bloglovin

Med det samme man træder ind ad døren, lever stedet op til dets navn – det oser af California vibes. Jeg var solgt med det samme. Indretningen er lys og let med masser af grønne planter og træer. Der er hvide vægge samt hvide træbrædder på væggene, rå murstensvægge, grå/hvid marmor bordplade ved de store vinduespartier med dertilhørende solgule barstole med arm- og ryglæn, 12-14 super cool design loftlamper i pap, masser af California style billeder i lyse trærammer rundt omkring i restauranten, et California Republic flag hænger på murstensvæggen og fronten af disken er belagt med nogle fede blå/hvide-mønstret klinker. Der er masser af siddepladser ved små, lyse træborde samt et langt træbord, hvor større grupper kan sidde ved. Hvis du ikke allerede har gættet det, så er jeg vild med deres indretning.

Maden på California Kitchen, som er ejet af et dansk/amerikansk ægtepar, er lækkert og sundt – og serveres i bowls. Deres koncept minder mig om Holy Greens i Malmö, hvor man vælger en salat – og de blander den med det samme. Jeg valgte deres San Diego bowl (Chipotle chicken or tofu, mixed salad greens, quinoa, cherry tomatoes, avocado, cilantro, lime honey dressing – 75 kr.). Den var lækker, men der var lige nok brusk i kyllingestykkerne til min smag – næste gang må jeg prøve den med tofu. Eller en af deres andre bowls. Er du på Nørrebro i løbet af sommeren og har lyst til noget lækker mad, så smut forbi California Kitchen. Måske du er heldig at få en plads udenfor på deres fletmøbler – hvis den danske sommer altså viser sig fra den solrige side.
California Kitchen

Med mig på gaden var mine trofaste hvide Puma COURT STAR – den model vil jeg nok altid have i min sneaks samling. Nu må jeg se, hvor hurtigt jeg slider dette par op. For de er tit med mig i Københavns gader.
Puma