Kaffebiksen – endnu en hyggelig kaffebar på Frederiksberg

kaffebiksen-januar2017

Frederiksberg har – i min bog – altid været lidt bagud i forhold til Vesterbro og Nørrebro, når det handler om gode steder. Så da jeg hørte, at der kom en ny kaffebar på Frederiksberg, så måtte jeg selvfølgelig forbi.

Kaffebiksen ligger på Falkoner Allé – ikke langt fra min favorit kaffebar på Frederiksberg, Godthåb & Kaffe. Og selvom Kaffebiksen er et hyggeligt sted med samme kaffebønne som hos Godthåb & Kaffe, så er min favorit kaffebar på Frederiksberg stadig Godthåb & Kaffe. Intet slår den modtagelse og service, man får af Godthåb & Kaffes ejer, Hanna – one of a kind. Og hvis du ikke tror mig, så tag et smut forbi den lille kaffeperle som er Godthåb & Kaffe.

Follow my blog with Bloglovin

Selvom Kaffebiksen ikke er Godthåb & Kaffe, så gør de det stadig rigtig godt – og i nogle hyggelige lokaler. Rå, lyse murstensvægge pryder lokalet, og de samme rå, lyse mursten pryder kaffediskens front. Du sidder ved lyse træborde på forskellige slags stole – nogle med læder sæder, nogle med stofsæder. Der er flest tomandsborde, men der er også et langbord i det ene hjørne. Ved siden af langbordet er der en grå sofa samt 2 grå lænestole med dertilhørende sofabord i lyst træ i midten. Over sofaen hænger der 12 sorte trækasser i 3 rækker – altså 4 i hver række. De anvendes som hylder, hvor der udstilles poser med kaffebønner, små kaffekopper med planter, olielamper m.m. De 12 sorte trækasser hænger på en stor brun træplade, som er med til at indramme sofaarrangementet – god idé. Ved det største vinduesparti kan man sidde ved et aflangt træbord med dertilhørende barstole og kigge på folkene, som suser afsted på Falkoner Alle.

Ved vinduet ved kaffedisken er der en glasmontre med en masse indbydende søde sager, som helt sikkert lokker folk ind fra gaden. Jeg smagte selv deres version af en vegan & glutenfri snickers (29 kr.). Der var ikke så meget snickers-smag over den, men den smagte fint. Næste gang skal jeg helt sikkert prøve en af deres andre kager, som er fra konditoriet Whoopie på Nørrebro. Kaffebønnerne, som de bruger, er økologisk og fra Guatemala og ristet hos Copenhagen Coffee Lab. Det er en god kaffebønne, og min cappuccino (30 kr.) smagte godt. Deres wifi virkede upåklageligt, som altid er en god ting. Servicen var, som jeg forventede, venlig – den slår bare ikke Hanna hos Godthåb & Kaffe. Men det betyder dog ikke, at jeg ikke vender tilbage til Kaffebiksen. For en kaffeelsker som mig, så er det skønt at have flere gode kaffebarer lige rundt om hjørnet. Og det er vigtigt at støtte op om de lokale steder. Så det vil jeg gøre.
Kaffebiksen

Mine nyeste sneakers var med mig på farten den dag – mine super cool Asics Gel Lyte Runner – red. Jeg ELSKER farven rød, så da jeg så disse sneaks, var jeg solgt. Dem skal jeg nok få slidt op hurtigt. Men så har jeg en undskyld for at købe nye sneaks – not that I ever need one 😉
Asics

GRØD – morgen, middag, aften

GRØD

Da GRØD – verdens første grødbar – åbnede i efteråret 2011 i Jægersborggade, tror jeg ikke, at der var mange andre end Martin Daniali og Lasse Skjønning Andersen (bagmændene bag GRØD), der troede på og så potentialet i grød. Deres mål: At omdefinere grød, og at vise verden, at grød kan være lækker, delikat og alsidig. Og det må man sige, de har opnået – GRØD har været et hit, siden de åbnede Moderskibet i det lille lokale på Nørrebro. Så stort et hit, at man nu også kan finde GRØD i Torvehallerne, i Aarhus, på Nordre Frihavnsgade samt på Falkoner Alle 34.

Follow my blog with Bloglovin

Den seneste GRØD butik på Frederiksberg åbnede i starten af december og ligger i Brødflovs gamle bagerlokale. Brødflov er en af mine lokale favoritter, hvor jeg køber det meste af mit brød – du kan læse mit tidligere blogindlæg om Brødflov her. Det sjove er, at ejeren af Brødflov er Martin Daniali – en af de to unge gutter, som var med til at starte GRØD op. Det har jeg først for nyligt fundet ud af. Jeg har stødt på Martin Daniali mange gange i Brødflov, og han er en super cool fyr. Og jeg er sikker på, at Brødflov og GRØD overfor hinanden er et super træk.

I fredags – inden jeg smuttede ned og besøgte min veninde i Zürich – skulle jeg lige have lidt frokost, inden det var hjem og pakke. Så jeg snuppede frokosten på GRØD. For det fede med GRØD er, at du kan få grød hele dagen – så der altid en grød, som passer til dig. Lige meget hvornår på dagen du kommer forbi. Der var en hel del, der fristede på menukortet – så jeg vender meget snart tilbage. Det kan godt blive en ny favorit af mine på Frederiksberg. Af de mange lækre ting på menukortet valgte jeg deres large risotto (80 kr.) – beetroot, parmesan, raw pickled beets, ricotta & fresh thyme. Super lækkert. De har flere ting på menukortet som er enten glutenfri eller veganske – eller begge dele. Risottoen, jeg fik, var glutenfri. Til maden snuppede jeg en Hancock Høker Bajer (30 kr.) – en virkelig god pilsner, og den passede perfekt til min risotto. Næste gang jeg besøger GRØD skal jeg helt sikkert prøve deres “Grøddeller” – fried risotto served with fresh cabbage salad, potatoes, apples, roasted nuts, mustard vinaigrette and organic sourdough from “Brødflov”. Mums.

Nu er det gamle bagerlokale jo ikke et kæmpe stort lokale. Så de har klogt nok valgt at indrette butikken med nogle små, kvadratiske lyse træborde med dertilhørende lyse trætaburetter. Gulvet er et gråt betongulv, og loftet samt nogle af væggene og deres bar/disk er en cool knaldrød farve. De gamle hvide klinker/fliser – fra bagerlokale tiden – sidder stadig på væggene, og det tilføre noget til den super hyggelig stemning i butikken. De hvide bloklys på bordene i den mørke vintertid tilføre ekstra hygge. Super sted med venlig og hjælpsom betjening. Så har du lyst til at prøve lækker grød med et tvist, så sving forbi en af GRØD butikkerne – du vil ikke fortryde det.
GRØD

Mine sehr schön Nike Air Max 90 Hyp QS – Hyper Orange/Chilling Red-Atomic Orange var med på gaden i fredags. Et par sneaks som man bare ikke kan undgå at ligge mærke til, og det er noget af det, som er fede ved dem. Det bliver svært at skille sig af med dem, når det en gang bliver tid til det – for de er sgu bare så fede.
Nike

IDOSALAD at WEDOFOOD

wedofood

I starten af Gammel Kongevej – eller rettere sagt i slutningen af Gammel Kongevej – i Frederiksberg Rådhus enden, hvor der tidligere bl.a. lå restaurant Fiasco, er der for nyligt åbnet en WEDOFOOD, som i deres egne ord er “lækker sund takeaway”. Mange andre er åbenbart enige i dette, da WEDOFOOD i år vandt AOK og Berlingske Byens Bedste i Take Away kategorien. Jeg har tidligere prøvet deres biks i Kødbyen, og det var godt. Så da jeg så, at de ville åbne på Frederiksberg, måtte jeg da forbi.

Follow my blog with Bloglovin

Desværre for WEDOFOOD så er der p.t. et stort stillads op foran deres to store vinduespartier, da der laves facade. Men så er det jo godt, at de allerede er ret kendte bl.a. pga. Byens Bedste – så skal folk nok finde frem til dem. Og når man træder ind i biksen på Frederiksberg, så har de fået indrettet et ret coolt lokale. Et mørkebrunt trægulv, høje hvide træpaneler/-facader til cirka en meter fra loftet, hvorefter resten af væggen er malet sort. Loftet er farvet solgul – ret cool sammen med de hvide og sorte vægge. Forrest i det L-formet lokale er der siddepladser, mens salatbiksen/-disken ligger bagerst i lokalet. Siddepladserne forrest i lokalet består af et aflangt bord og to bænke i lyst træ og stål samt et højbord (også i lyst træ og stål) ved en væg med dertilhørende bænk (sat fast på væggen) og tre sorte metal/jern barstole. De samme barstole er placeret ved de to store vinduespartier, hvor der er opsat aflange lyse træplader – så man kan sidde og nyde sin mad, mens man kigger på strømmen af mennesker, som suser forbi. All in all en ret cool indretning som (selvfølgelig) også har diverse designerlamper hængende langs væggene, fra loftet og over vinduespladserne.

Nu til maden – det var jo det, som jeg var der for. Og der er en grund til, at de i år har vundet Byens Bedste for Take Away samt der på deres sorte væg står skrevet #salatpusher. De laver nogle lækre og mættende salater. Jeg valgte Favoritten, som består af salatmiks, kylling, chiliristede peanuts, gulerødder, sojabønner, tang og gomadressing (79 kr.) – meget lækker. Hotspot (babyspinat, okseinderlår, chili, melon, agurk, chiliristede peanuts, frisk lime saft og chiliolie) skal jeg helt sikkert prøve en anden dag. Og det samme gælder Cosmo (kålmiks, blomkål rødbede, tranebær, forårsløg, pulledpork med timian og wasabicreme) som også lyder lækkert. Hvis man hellere vil blande sin egen salat, så kan man også gøre det til 65 kr. Udover deres mættende salater har de også forskellige hjemmelavet juicer og smoothies, som også må prøves en dag. Så som du nok har gættet nu, så vil jeg komme til at bruge min nye #salatpusher en hel del i fremtiden.
WEDOFOOD

Når du den danske sommer har valgt at vende tilbage i min sidste ferieuge (THANK YOU), så var det bare med at finde mine Puma Suede Classic + Mono Iced (fair aqua/team gold) frem. De er i ruskind, så det er ikke lige dem, jeg har lyst til at gå i, når det regner – og det gør det jo en hel del i DK. Jeg er super tosset med deres mintgrønne farve – meget sommeragtigt.
PUMA

Risteriet – nu med en kaffebar i Frederiksberg Svømmehal

Risteriet

Mens jeg venter på, at sommeren vender tilbage, og det blive min tur til sommerferie, så fandt jeg lige tid til at prøve et nyt sted – Risteriet på Frederiksberg. Jeg har været en tilbagevendende kunde hos Risteriet ved Halmtorvet i mange år. Så da jeg hørte, at de havde åbnet en kaffebar i Frederiksberg Svømmehal – lige rundt om hjørnet – så måtte jeg da prøve det.

Risteriets nye kaffebar på Frederiksberg ligger i en gammel frisørsalon i Frederiksberg Svømmehal – et lille hjørnelokale med vinduer et par meter oppe. Når man træder ind i lokalet er der på venstre side en cool guldfacade samt en lang træbænk, hvor man kan sætte sig og snuppe en hurtig kop kaffe – måske efter en svømmetur. Efter guldfacaden og bænken er den lange kaffedisk, hvis bagvæg er belagt med aflange, hvide klinker. Og bagerst i lokalet er to reoler med forskellige kaffeprodukter, som man kan købe med hjem. Hele højre side af lokalet er siddepladser i form af 5 diner booth med mørkebrune læderbænke og lysebrune træborde. Ved disse diner booth hænger Risteriets egne (very cool) plakater i trærammer på en rå murstensvæg, og der er nogle fede sorte og guld væglamper.

Follow my blog with Bloglovin

Man kan få de sædvanlige varme og kolde drikke til normale Frederiksberg-priser samt boller (med pålæg), croissanter, blødkogt æg, yoghurt, sandwich etc. Noget, som jeg dog ikke har set før, er deres Nitro Kaffe (koldbrygget kaffe tilsat nitrogen) – det må prøves i løbet af sommeren. Denne lørdag formiddag valgte jeg deres morgensamling (90 kr.), som bestod af en lille cappuccino (som var ok), croissant (den bedste jeg har fået længe – den perfekte kombi af sprød & blød), 2 store skiver lækkert brød, Øllingegård smør (min favorit), hindbærmarmelade (virkelig god og min favorit marmelade) og en skål yoghurt med rabarberkompot og nødder. Jeg snuppede også lige en gang “friskpresset” (fra dunk) OJ til 30 kr. – det kunne godt have været en del af deres morgensamling, som jeg ellers synes godt om. Den – og deres gode wi-fi – skal nok få mig forbi Risteriet igen en anden dag. Nogle tager i Frederiksberg Svømmehal for at svømme, jeg tager derhen for at drikke kaffe – sådan er vi så forskellige.
Risteriet Coffee

På denne lørdag skulle jeg lidt rundt i København, så jeg havde taget mine University Red Nike Jordan Eclipse på – for de er som støbt på min fod og super gode at gå i. Og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg et par nye Nike sneaks med hjem – og de er SÅ fede. To be seen in a blog in the near future.
Nike

Bedste pizzaer på Frederiksberg

Forno a Legna

Ciao! Dette og en masse anden italiensk hører man konstant på det italienske pizzaria Forno a Legna, mit go-to pizzaria på Falkoner Allé. De laver efter min mening de bedste stenovnsbagte pizzaer på Frederiksberg, og det er der andre end mig, som mener. Derfor er pizzariaet også velbesøgt hele året. Hvis vejret er dårligt kæmpes der om de få siddepladser. Men når sommeren viser sig fra den gode side – som her til aften – så bliver der ekstra travlt. Og der bliver rift om pladserne udenfor i solen.

Follow my blog with Bloglovin

Nu havde jeg allerede nydt solen efter arbejde over ParadIS (dessert før hovedret – I like it), og der var ingen pladser udenfor – så jeg tog pizzaen med hjem. Nu har jeg spist MANGE pizzaer fra Forno a Legna. Så når de har travlt og siger, at pizzaen er færdig om 45 minutter, så ved jeg, at det nok nærmere bliver 1 time. Og det er også okay, for det er VIRKELIG god pizza. Så kan man f.eks. snuppe sig en kold Birra Moretti og sætte sig ved vinduesfacaden og kigge mennesker. Eller man kan se, hvad der nu vises på TV’et i loftet ved døren – der er en rigtig god chance for, at det er en fodboldkamp. Min favoritpizza er en Francescana (Tomat, Mozzarella, Champignon, Skinke – 57 kr.), og den fik jeg også til aften – men de har mange gode pizzaer. Klassiske Pizze, Hvide Pizze u/Tomat og Delikate Pizze – noget for enhver smag.

Forno a Legna ejer også Quattro Fontane Due, som ligger lige ved siden – en ægte italiensk specialbutik, der har det mest fantastiske udvalg af italienske pølser, salamier, parmaskinker, italienske oste, hjemmelavede marinerede grøntsager, pastaer og pestoer (de har en superb basilikumpesto) m.m. Quattro Fontane Due har jeg brugt mere end Forno a Legna, da det er en skøn butik med nogle fantastiske varer. Og jeg er jo en sucker for tapas eller antipasto. Så jeg kan klart anbefale både Forno a Legna og Quattro Fontane Due – virkelig godt italiensk.
Forno a Legna
Quattro Fontane Due

I dag havde jeg mine favorit New Balance sneaks med på gaden – mine New Balance W530 – White/Teal/Purple. Jeg er MEGET glad for disse sneaks, som er i min top 3 over mine sneaks pga. deres farver, model og pasform. Så de vil blive luftet så meget som muligt her til sommer. Men jeg fornemmer, at der er et par nye sneaks på vej til samlingen snart – it’s been too long.
New Balance

Godthåb & Kaffe – en lille kaffeperle gemt godt væk

Godthåb & Kaffe

Jeg troede, at jeg kendte alle kaffebarer i min nærmeste omkreds – men jeg blev klogere. I weekenden fandt jeg via Facebook frem til Godthåb & Kaffe, som ligger 2 minutter fra min lejlighed – til mit forsvar så ligger den lille kaffebar godt gemt af vejen i en lille sidegade til Godthåbsvej.

I dag måtte jeg så lige forbi efter arbejde og teste deres kaffe – og åbenbart skulle jeg også prøve deres old school romkugle med kokos. Hovsa. #sorrynotsorry – for den smagte satme godt. Dejligt hjemmelavet kageværk. Jeg er jo en cappuccino kvinde, så jeg snuppede en stor til 30 kr., som må siges at være billigt på Frederiksberg. Det var en rigtig god kop kaffe. Skulle jeg sætte en finger på noget, så var det, at den godt kunne have været lidt varmere*. Men den smagte godt. Og det der gjorde besøget det endnu bedre var den utrolig søde betjening – total overskud og spurgte ind til om kaffen og romkuglen smagte godt.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg vil helt sikkert vende tilbage en anden dag. Først og fremmest på grund af at det er lige rundt om hjørnet, og jeg godt kan lide at støtte op om Frederiksbergs små, lokale perler. Brødflov, som jeg har blogget om tidligere, er en anden af disse perler. For det andet var servicen jo super, og for det tredje er stedet virkeligt cool indrettet. Det tæller også i min bog. Når man træder ind i kælderlokalet i Godthåb & Kaffe bliver man mødt af et lysegråt flisegulv, hvide vægge, aflange sorte borde med dertilhørende korkbænke og -skamler og fra loftet hænger vintage glødepærer samt et par designerlamper over den lille disk. Lige min stil – stilrent, men super trendy. Er du i nærheden af Godthåbsvej en dag, så gør dig selv en tjeneste og smut forbi Godthåb & Kaffe – du vil ikke fortryde det. Og har du lyst til lidt lækkert mad bagefter, så ligger Petit Paté ca. 50 meter derfra – et andet fantastisk sted på Frederiksberg.
Godthåb & Kaffe

Med på arbejdet og gaden i dag var mine Nike SB Trainerendor – Black/White, som jeg købte I Barcelona. Jeg er simpelthen blevet så glad for disse sneaks. Udover de er super fede, så er de også fantastiske at gå langt i, som er vigtigt for mig. Et SUPER køb – men sådan har jeg det jo med de fleste af mine sneaks.
Nike

* Siden mit første besøg hos Godthåb & Kaffe er det blevet mit stamsted, og jeg får nærmest dagligt mit kaffe-fix i denne hyggelig kaffebar. Så den (efter min mening) ikke helt varme cappuccino den dag i april må have været en one time thing.

The Coffee Collective – en kaffeoplevelse på højt plan

The Coffee Collective

Da jeg for mange år siden stødte på The Coffee Collective første gang, var det i deres lille kaffebar/risteri i Jægersborggade, som åbnede i 2008. Sidenhen har de åbnet i Torvehallerne, hvor jeg er kommet rigtig meget, da jeg jo ofte er forbi Torvehallerne. Deres seneste skud på stammen er deres kaffebar/risteri på Godthåbsvej, som åbnede i 2012 – lige rundt om hjørnet fra mig. Og det sætter jeg da stor pris på. Det kan dog blive en smule dyrt med alt den gode kaffe så tæt på, men hvad fanden – you gotta live a little, right?

Follow my blog with Bloglovin

Den store kaffebar, som også har et åbent risteri bag glas, ligger i en smuk, gammel fabriksbygning. Stilen er holdt sådan lidt fabriksagtig med hvide vægge og store, sorte industriagtige lamper hængende ned fra loftet samt hvad der ligner det originale betongulv med revner og forskelligheder. Lige indenfor døren er der en lang kaffebar, hvor man kan sidde på barstole og snakke med en barista – måske nørde lidt over kaffen, lære hvordan de brygger eller prøve en cupping. På nogle træhylder overfor/modsat baren kan man fristes af diverse kaffeting såsom en Aeropress, filtertragt, serveringskande og selvfølgelig The Coffee Collectives kaffebønner, som man kan købe med hjem. Jeg har selv købt “God Kaffe – Grundbog For Kaffeelskere” skrevet af de 4 ejere af The Coffee Collective Klaus Thomsen, Peter Nørgaard Dupont, Linus Castanho-Törsäter og Casper Engel Rasmussen fra The Coffee Collective, og den er selvfølgelig også at finde på hylderne. Har du bare lyst til at hænge lidt ud, som mange gjorde denne søndag, så kan man sidde ved et af de mange træborde med dertilhørende forskelligartet stole eller deres to højborde. Der er også en lille sofa lige indenfor døren, hvis man virkelig skal helt ned i gear. Virkelig cool indretning. Og hver første fredag i måneden er der gratis rundvisning på risteriet og kaffesmagning.

Jeg kender ingen andre kaffebarer, hvor der er bordservering/-bestilling – men det er der på The Coffee Collective på Godthåbsvej. Og det kan jeg virkelig godt lide. At de så samtidig er super, venlige og professionelle, når de tager din bestilling, tilføjer kun til den gode oplevelse. Man kan virkelig mærke, at alle bag baren brænder for kaffe. På bordene ligger der en menu, som overvejende er kaffe – men der er også nogle småretter bl.a. den toast with egss (det ene “s” skulle vidst have været et “g” i deres menukort). Den smukt anrettet lækkerbisken (Toast with ’skagen ham’ butter, shredded comté, creamy eggs, confit onions, pickled mushrooms and fresh cress – 110 kr. med en kop kaffe) blev præsenteret, da den blev serveret ved bordet – very cool. Jeg havde valgt den anbefalet kaffe til retten – en kop Karagoto kaffe, hvis syre skulle passe godt til retten. Og det gjorde den. At de parrer kaffen med maden, som man ville gøre med vin, synes jeg er en super god idé og dejligt nytænkende. Da der lige var lidt ventetid på maden (de cremede æg skulle lige være klar), startede jeg med en stor cappuccino (35 kr.) – og der var ikke en finger at sætte på kaffen. Den er bare altid god. Så hvis du endnu ikke har været forbi The Coffee Collective – så kom afsted.
The Coffee Collective

Nu hvor vintervejret for alvor er kommet til lille Danmark, så skal der tænkes lidt mere over dagens sneakers. Valget faldt i dag på et ældre par – mine Nike Air Jordan 1 Retro High OG (Celtics Clover Green / Metallic Gold / White). Jeg har altid været vild med Air Jordan 1 modellen, men jeg har altid haft svært ved at finde lige den rigtige farvekombination. Så da jeg snublede over dette par, måtte jeg eje dem – kombinationen af grøn, guld og hvid kunne jeg bare ikke stå for.
Nike

Sticks’N’Sushi – den bedste sushi i København (ifølge mig)

sticksnsushi

Når jeg skal forkæle mig selv med, hvad jeg mener er den bedste sushi i byen, så går jeg på Sticks’N’Sushi. Og på denne flotte novemberdag fik jeg lyst til at forkæle mig selv, så jeg snuppede frokost på deres restaurant på Gl. Kongevej. De har p.t. 10 restauranter herhjemme (samt 4 i London), og jeg har været på flere af dem – men den på Gl. Kongevej er min favorit. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på restauranten på Gl. Kongevej – men det er mange gange. Og så tæller jeg slet ikke de gange, hvor jeg har købt take-away.

Det første, som springer i øjnene på én, når man kommer ind ad døren, er den skrigende grønne farve på væggen – den er ikke til at misse, da den er på alle vægge. Men farven virker med resten af indretningen. En anden ting, som er svær at overse, er “bogreolen” eller rettere sagt gardinerne, som ligner en bogreol, bagerst i den store restaurant, hvor man kan sidde ved langborde. I resten af restauranten kan man sidde ved grå, kvadratiske borde med brune læderstole – og hvis man sidder langs væggen – på lyse stofbænke og mørke læderbænke. For nyligt har de fået en bar lige indenfor døren, hvor man kan nyde en kop kaffe eller måske et glas hvidvin. Super tiltag. Deres åbne køkken ligger i kælderen sammen med Sakerummet, som kan bookes til arrangementer, middage og møder. Også i kælderen ligger deres toiletter, som jeg kun nævner, fordi der er nogle ret så cool, postkasserøde håndvaske.

Follow my blog with Bloglovin

Servicen på Gl. Kongevej har altid været virkelig god med smil og overskud og måske en “Nårh – havde du lige lyst til at forkæle dig selv på en søndag?” – som i dag. Og ja, det havde jeg – det har jeg altid. At servicen er i orden er en af grundene til, at jeg bliver ved med at komme tilbage. Men den største grund til, at jeg bliver ved med at komme forbi Sticks’N’Sushi på Gl. Kongevej, er maden. De laver efter min mening den bedste sushi i København og omegn. Der er andre, som gør det godt – men ikke så godt som Sticks’N’Sushi. Som navnet hentyder, så er der både sticks og sushi – og begge dele gør de rigtig godt. I dag valgte jeg 3 af mine favoritter – Epi Hapser (Tempurareje, miso-aïoli, chili, koriander, peber & frisk lime – 89 kr.), 2 stk. Laks New York (Laks nigiri med hvidløg – 46 kr.) og en rulle Rainbow Roll (Håndpillede grønlandske rejer, mayo, sukkerærter, toppet med laks, tun, hamachi & avocado – 139 kr.). Andre favoritter er Hell’s Kitchen Roll (Tempurareje, avocado, spicy sauce, tun & barbequesauce), Ebi Panko Roll (Tempurareje, spicy sauce, avocado, sesam & tsume soya) og Hotate Bacon stick (Kammusling svøbt i bacon med miso-krydderurtesmør). De har også nogle virkelige lækre desserter såsom deres Marcel chokoladekage toppet med krystalliseret hvid chokolade. Fantastiske sticks, lækker sushi samt skønne desserter. Hvis du ikke har været på Sticks’N’Sushi så se at komme afsted – du vil ikke fortryde. De laver
Sticks’N’Sushi

Med mig på denne solrige novemberdag var mine nye Converse Chuck Taylor All Star II – deep bordeaux/white sneakers, som jeg købte i Barcelona. Jeg elsker denne opdateret version af deres All Star sneaker, og den bordeaux farve er super nice. Fedt at få et par Converse igen.
Converse

42Raw – en nutidig fortolkning af 100% plantebaseret kost

42raw

Når jeg har lyst til lækkert mad – uden gluten, mejeriprodukter og sukker, så er et af mine favoritsteder 42Raw. Normalt plejer jeg at besøge deres restaurant i Pilestræde i centrum, men for nyligt har de åbnet en ny restaurant på Frederiksberg Centrets nye plan 3 – og det er sgu farligt og har potentiale til at blive en dyr affære.

Konceptet hos 42Raw er en 100% plantebaseret kost, som ikke er opvarmet over ca. 42 grader – uden gluten, mejeriprodukter og sukker. Når det er sagt, så siger det nok sig selv, at maden hos 42Raw ikke er helt billig – men den er pengene værd. Jeg kan ikke lave den samme mad, så det smager lige så godt – og derfor forkæler jeg gerne mig selv/min krop med deres lækre mad i ny og næ.

Follow my blog with Bloglovin

I dag testede jeg deres nye burger, og nu tænker du sikkert – jamen de serverer jo ikke kød. Og det er helt korrekt. Men 42Raw har udviklet en “bøf”, som blandt andet er lavet af svampe, quinoa, squash og forskellige krydderier. Burgeren (129 kr.) består af økologisk glutenfri bolle, proteinbøf, avocado, romaine salat, lucernespirer, tomat, marinerede rødløg & valgfri dressing – jeg valgte chilimayo. Til den plantebaseret burger bestilte jeg sweet potato fries (20 kr.) med aioli (10 kr.), og dem kommer jeg helt sikkert til at lave herhjemme. Mums! Både burger og fries er lækre og mætter godt. Det er ikke sidste gang, jeg får deres burger med sweet potato fries. Nogle af de andre lækre ting, som jeg har smagt hos 42Raw, er deres avocado sandwich & chili mayo, tapas og lasagne. Udover deres mad serverer de også juice, smoothies og avocado shakes samt diverse søde sager.

Indretningen er stilren med lysebrune bænke, borde og stole samt hvide og sorte vægge med tekster. Det er også muligt at købe deres 42RAW bog samt deres egen müsli. Servicen er okay – ikke dårlig men heller ikke super. Sådan lidt midt imellem, men jeg vil stadig blive ved med at vende tilbage – for jeg er virkelig glad for deres mad.
42Raw

Med mig på 42Raw i dag var mine nye New Balance 996 – Suede/Army Green/Black. Jeg synes New Balance laver nogle fede sneakers, men for det meste kan man kun få de fedeste modeller i herrestørrelser. Så når min veninde i Intersport i Ilum siger, at hun har et par New Balance sneakers, hun mener, jeg vil kunne lide – så siger jeg “bring them on”. Og hun havde helt ret – de var lige mig. KØBT!
New Balance

The Laundromat Café – spis lidt mad mens du vasker tøj

laundromat cafe

Min søndag bød på en sen frokost på en af mine favorit caféer – nemlig The Laundromat Café (åbnede 2011) på Gl. Kongevej, Frederiksberg. Og som navnet indikerer kan man faktisk vaske sit tøj samt tørre det på caféen, mens man snupper lidt mad eller drikker en kop kaffe, da der er flere vaskemaskiner og tørretumblere. Very cool. Dette er muligt på alle deres 3 caféer i København, dog har jeg ikke benyttet mig af det – endnu. For jeg kunne sagtens se mig selv tage lidt vasketøj med til super hyggelige café, da dens stemning ligger op til, at man bliver der et stykke tid.

Som sagt har de 2 andre caféer i København – nemlig en på Nørrebro (åbnede i 2004) og en på Østerbro (åbnede i 2006). De åbnede også en café i Reykjavik i 2011, men den har jeg stadig til gode at besøge. Jeg har besøgt alle 3 caféer i København mange gange og nydt deres mad såsom deres Chili Con Carne, Hamburger, Tun Sandwich, Cannelloni samt Latin Avocado Sandwich (98 kr.), som var den jeg nød i dag sammen med endnu en favorit – nemlig en økologisk Ginger Ale fra Naturfrisk (30 kr.). De har også en lækker weekend brunchtallerken (139 kr.), som man kan få i 2 versioner – Clean brunch/vegetar og Dirty brunch. Jeg har prøvet begge og er fan af begge – det handler lidt om, hvad du er i humør til. Og om du muligvis kommer med tømmermænd, for så vil jeg helt sikkert anbefale Dirty brunch. De serverer også en udemærket kop kaffe, men jeg kommer der mest for deres mad.

Follow my blog with Bloglovin

Indretningen på The Laundromat Café, synes jeg, er super cool, og er med til at give caféen charme og sit specielle udtryk. Langs baren er række på række af bøger – color coordinated – som alle er til salg. På væggene hænger bl.a. massevis af forskellige gamle rammer med billeder af andre laundromats, store gamle landkort og en del af en gammel gymnastikribbe lavet om til en magasinholder. De sort- og rødstribet lampeskærme hænger over små, firkantet træborde langs caféens vinduespartier, hvor der er dertilhørende røde bænke og brune stole. Hvis du blot vil nyde en af deres mange øl eller en hurtig kop kaffe, er det også muligt at sidde i baren på en af deres røde og brune barstole.

Servicen på The Laundromat Café er sød og venlig, og man venter ikke længe på maden. Jeg har ihvertfald kun haft gode oplevelser – på alle 3 caféer. Og jeg vil helt sikkert blive ved med at vende tilbage til The Laundromat Café, for jeg er vild med deres indretning, og de serverer virkelig god cafémad.
The Laundromat Café

Med mig på gaden denne søndag var mine nye hvide Nike Priority Mid GS sneakers, som jeg købte i Malmö på min sidste feriedag. Jeg har i et stykke tid ledt efter et par hvide sneakers, som udover at være hvide også skulle være fede – og dem fandt jeg endelig. Dem skal jeg nok få gået en hel del med i Københavns gader.
Nike