L.A. // Part one: relaxation & a road trip

la-part-one-2018.jpg

Som du måske har lagt mærke til, så har jeg været MIA på bloggen et stykke tid. Og hvis du følger mig på Instagram (@_sneakersinthecity_), så ved du hvorfor – jeg har været 4 uger i USA. Turen bød på en masse fantastiske oplevelser, som ikke kan beskrives i et enkelt indlæg – så jeg har delt min tur op i 4 indlæg: L.A. – Part one, Seattle, Portland og L.A. – Part two. Hope you enjoy it – I sure did 🙂

Follow my blog with Bloglovin

Ligesom sidste år, da jeg var i L.A., boede jeg hos min veninde Line og hendes familie i San Pedro. Og de første par dage brugte jeg på at komme ned i gear og ind i L.A. time på deres skønne deck. Der sad jeg gerne til efter middag. Eller så dasede vi ved Leroy’s forældres pool/jacuzzi, som har den mest fantastiske udsigt over Stillehavet samt til Catalina Island, der dog altid gemmer sig i disen, når jeg har været der.

sequoia-2018

Labor Day, en fridag, var mandag den 3. september – så vi havde en lang weekend til rådighed i og med, at pigerne og Leroy også havde fri om fredagen. Det betød road trip. Så fredag morgen stod hele familien – Line, Catherine, Josephine og Leroy – samt jeg tidligt op og begav os afsted mod de to nationalparker – Kings Canyon National Park og Sequoia National Park som ligger op ad hinanden. Fredag nåede vi både at være i Kings Canyon og Sequoia, hvor vores første stop var General Grant – the second-largest tree in the world, standing 267 feet tall, and nearly 29 feet wide at the base. Disse gigantiske sequoia træer er et utroligt syn, som alle skulle opleve. Derefter kørte vi ned i Kings Canyon, som er USA’s dybeste kløft med højdeforskelle på op til 2500 meter. Og der er nogle fuldstændige fantastiske udsigtspunkter på vejen igennem kløften. Vejen ned i kløften ender blindt ved “Roads End”, hvor man er omgivet af bjerge og kun kan vende om og køre tilbage igen. Så det gjorde vi. Men inden vi nåede “Roads End”, så stoppede vi ved Grizzly Falls – a 75-foot waterfall). Et rigtig flot vandfald der dog var mærket af, at det har været en tør sommer. Men stadig et flot syn. Derefter kørte vi til det smukke Roaring River Falls – dropping 40 feet through a narrow granite gap, the falls’ rushing waters foam, froth and churn with dramatic effect. På stien tilbage fra det larmende Roaring River Falls stødte vi på 3 kvinder, som blot lige ville advare os om, at de netop havde set en sort bjørn passere stien. Okay så. Vi havde snakket om, at der var en mulighed for, at vi kunne se en bjørn – nu blev det lige pludselig meget virkeligt. I’m not gonna lie – jeg tror aldrig, jeg har kigget mig så meget omkring på en sti før på vej tilbage til bilen. Heldigvis var bjørnen gået videre – jeg tror ikke, jeg var helt klar til at se den lige foran mig på stien. Inden vi nåede frem til Stony Creek Lodge, hvor vi skulle overnatte, nåede vi også lige forbi Hume Lake – endnu en fantastisk udsigt. De er alle steder i de to nationalparker.

falls-park-2018

Efter en overnatning på Stony Creek Lodge drog vi afsted igen – der var stadig en del mere, som skulle opleves. Mens vi sad i bilen og snakkede om, hvor ærgerligt det var, at vi havde misset bjørnen dagen før med 5-10 minutter, løb en sort bjørn ud foran vores bil. Not kidding. Dette var den første af to gange den dag, at mit hjerte galoperede. Jeg tror, at bjørnen var stille og roligt på vej over vejen, da vi kom svingende rundt om hjørnet og skræmte den, hvorefter den fik fart på og nærmest væltede ned i skoven på højre side af bilen. Heldigvis skete der intet med bjørnen eller os, men fuck det var en crazy oplevelse.

Lørdagen fortsatte med en vandretur op til Tokopah Falls, som beskrives på følgende måde: Officially 1,200 feet high, Tokopah Falls is a series of small cascades. Though none of the individual drops is especially high, that does not diminish from the beauty of the falls and the Tokopah Valley in general. Det var en virkelig smuk – men også en smule hård – vandretur op til Tokopah Falls, som også viste tegn på en tør sommer. Der var ikke meget vand, men det var stadig vandreturen værd. Naturen i de kæmpestore nationalparker tager virkelig pusten fra en. Wauw. Vi har smuk natur herhjemme, men over there er det bare lige på et andet niveau. General Sherman – verdens største enstammede træ i forhold til dets masse – var vores næste stop. Dette gigantiske træ, som er 83 meter højt, og er over 11 meter i diameter ved bunden, er et utroligt syn. Træerne herhjemme falmer ligesom lidt i sammenligning.

tokopah-falls-2018

Derefter besøgte vi Giant Forest Museum, inden vi hoppede på en shuttle op til Moro Rock – a granite dome rock formation. Atten år tidligere havde jeg været oppe på toppen af Moro Rock sammen med Line, Leroy og Anette (endnu en fodboldveninde), og udsigten i 6,725 ft/2,050 meter højde tager virkelig pusten fra en – ligesom de 91 meter til toppen gør. Jeg husker ikke, at jeg var ligeså bange i 2000, da jeg besteg Moro Rock – men for anden gang den dag galoperede mit hjerte. Min højdeskræk blev virkelig testet. Og samtidig var der virkelig mange mennesker pga. Labor Day. Så man gik meget tæt langs en smal sti, hvor der flere steder ikke var gelænder men blot lave granitsten. Og da der kun er en vej op og ned, så skulle man hele tiden forbi mennesker – ikke fedt hvor der ikke var et gelænder, man kunne holde fat i. Prøv at google Moro Rock – så får du en idé om, hvad jeg snakker om. På trods af galoperende hjerte, højdeskræk og begyndende panik så var det det hele værd – det er en fuldstændig fantastisk udsigt. Så får du nogensinde chancen for at bestige Moro Rock, så gør det – men vælg en hverdag hvor der ikke er så mange mennesker. Efter Moro Rock var det tid til at forlade nationalparkerne for denne gang og køre mod Visalia, hvor vi overnattede.

moro rock

Søndag formiddag begav vi os afsted mod Morro Rock og Morro Bay – en klippeø og en fiskerby ved Stillehavet. På vejen ud til kysten kørte vi bl.a. forbi James Dean mindemærket, som ikke er langt fra stedet, hvor han omkom ved en trafikulykke i 1955. Inden vi nåede Morro Bay, tog vi lige en smuttur forbi Cass Vineyard and Winery og nød lidt lækker vin og mad. Når vi nu kørte forbi så mange vingårde, så måtte vi da besøge en af dem – en eller anden dag må det blive til en vinrejse. Da vi nåede Morro Bay, og solen var ved at gå ned – kunne vi desværre ikke se solnedgangen for skyerne. Men Morro Rock var ikke til at misse fra vores hotelværelse. Smukt.

winery-and-rock-2018

Dagen efter, inden vi drog tilbage til San Pedro, nåede vi at gå ned til Morro Rock – et bevis på tidligere tiders vulkansk aktivitet i området. Klippen menes at være 21 millioner år gammel, og fungerer som fuglereservat for de mange havfugle i området. Selvom det var tåget/diset, så var den kæmpe klippe virkelig et flot syn. Og så så vi en masse legesyge oddere – what’s not to like. Man kan ikke gå rundt om Morro Rock, men vi gik langs den, så langt vi kunne. Og hvor vi ikke kunne komme længere, blev vi mødt af et ret utroligt syn – hundredevis hvis ikke tusindevis af stentårne – rock piles/rock spires. Så selvfølgelig måtte jeg også markere, at jeg havde været der.

morro-bay-2018

Noget af det, man finder ud af, når man tager på road trip i USA, er, hvor ufattelig stort landet og afstandene er. Man kan køre mange timer uden at se en masse. Ret fascinerende. Og når man selv bor i et super fladt land, så skal der ikke mange bjerge til at gøre en (mig) målløs. En virkelig fantastisk road trip med the Riffel’s, hvor man må sige, at jeg fik en på opleveren og tog en masse minder med hjem.

Inden du får L.A. // Part two, så skal du lige høre lidt om først Seattle og derefter Portland – to steder jeg ikke havde været før, men som jeg helt sikkert skal tilbage til. Hvorfor må du lige vente lidt med at få at vide, men jeg skriver på Facebook, så snart de to indlæg er klar på bloggen. Så hvis du ikke vil gå glip af de næste 3 indlæg om min tur til USA, så hold øje med min Facebookside eller slå notifikationer til så du ved, når jeg poster noget.

Mine hvide Reebok Classic Leather – white/gum har været med mange steder, og de var også med mig i USA. Dog blev de ikke brugt super meget i L.A., da mange af mine dage hovedageligt blev brugt i mine Nike klipklapper. Men modellen er bare en klassiker og en af mine favoritter, som passer til alle outfits.
Reebok

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s